Mens vi venter

Vi hundser rundt i vores stressede hverdag, og lige så snart vi får en pause, dytter vi i hornet eller råber efter tjeneren. Ventetiden er blevet til spildtid, men man kunne måske omfavne pausen i stedet for at spytte på den?

Operationer 1. marts 2009 05:00

Sjovt nok sad jeg selv og ventede, da jeg skulle skrive denne artikel om at vente. Jeg ventede på historikeren Kristoff Glamann, der har skrevet essayet “Time-out”, og jeg ventede på Svend Åge Madsen, der igennem sit forfatterskab har leget kispus med tiden. Men ventetiden viste sig forgæves, så jeg ventede videre. Tiden løb lige så stille fra mig, og frustrationerne steg gradvist i takt, med at deadline nærmede sig. Da jeg ikke længere vidste, hvad jeg ventede på, ringede jeg til reklamemanden, forfatteren og “smagsdommeren” Knud Romer Jørgensen. Han plejer da at kunne tale tiden ihjel. Og ganske rigtig. På en slidt telefonlinje skød han straks med skarpt: - Du bliver pisse irriteret over køer i telefonen, pisse irriteret over køer i Netto, pisse irriteret over køer på motorvejen. Du bliver i det hele taget pisse irriteret over enhver udskydelse af en umiddelbar lysttilfredsstillelse. Kan ikke flygte fra en bilkø Der er ikke tid til udskydelse. Vi danskere har travlt - travlere end nogensinde før. Vi er konstant på farten, og når noget uforudset stopper vores fremdrift, bliver enormt irriterede. Uanset om vi venter i supermarkedet, restauranten eller bilkøen, så er irritationen den samme. Det fortæller psykolog og stress-coach Mette Kroier: - Vi bliver sat i en situation, hvor vi er uden for handling. Vi er låst fast, og set i lyset af at vores dagligdag i den moderne verden ofte er præget af en masse logistik, hvor vi hele tiden skal være bevægelige rent fysisk, så kan det være svært for os at acceptere at blive sat i en situation, hvor vi rent faktisk ikke kan gøre noget som helst. Situationen aktiverer samtidigt et center i hjernen, som påvirker vores stress-niveau i negativ retning. Når man sidder i bilkøen med fråde om munden og slynger skældsord efter sine modbilister, så er det en urgammel overlevelsesmekanisme. Når vi sidder fast, så bruger vi den del af hjernen, der hedder reptilhjernen, som giver os valget mellem kamp, flugt eller at spille død: - Hvis man for eksempel skal vente meget eller bliver sat i en situation på sit arbejde eller i sit privatliv, hvor man føler sig fastlåst, eller ikke føler man har indflydelse på de ting, man gør, så fremprovokerer det de samme stressfaktorer, som hvis man blev jaget af en løve. Kroppen reagerer med at ville kæmpe eller flygte. Og man kan ikke flygte fra en bilkø, så der er kun kampen tilbage. Det er jo irrationelt, men kroppen identificerer fastlåsthed på samme måde som en fare, og da vi reagerer ubevidst på fare, så reagerer vi med de her reptilsystemer, fortæller Mette Kroier. Livet var en lang ventetid Sådan har det ikke altid været. Frustrationen over ventetiden er givetvis kommet i takt med den stigende effektivitet og hurtighed i samfundet. Engang var ventetiden en naturlig del af tilværelsen, men ifølge Knud Romer er vores liv blevet fyldt med indhold i en sådan grad, at vi i højere grad bemærker ventetiden: - Der er mindre resttid i dag, end der var tidligere. Der sad vi jo simpelthen og snittede pinde foran ilden. Der var intet at lave. Når det var vinter, var der bare mørkt. Der har man sådan set siddet som en abe og kløet sig i røven, ligesom de gør i zoologisk have. Der var livet nærmest en lang ventetid, hvor man ventede på foråret og ventede på byttedyret. Man har ligget i timevis og ventet på at pløkke en eller anden hjort ned, siger Knud Romer og trækker vejret: - Måske er det i virkeligheden derfor, at ventetiden bliver oplevet så radikalt i dag. Det er fordi, vores hverdag er meget, meget opfyldt. Ingen skal stoppe egoet Individualiseringen spiller også en vigtig rolle, mener sociolog Emilia van Hauen, der snart udkommer med bogen “Farvel ego-fest - Og goddag til formål og fællesskab”. Vi er blevet så egocentriske, at vi ikke kan tolerere at skulle vente på andre: - Vi ser ikke os selv som en del af strukturen. Vi ser os selv som centrum i strukturen. Og det er det største selvbedrag, vi har haft de sidste 30 år. Det har givet os den falske forståelse af os selv, som om vi er centrum af verden. Det er en forestilling, vi hele tiden bliver mødt med og derfor også tror på. Derfor bliver ventetid til spildtid, siger Emilia van Hauen, der mener, det ligger i tidsånden, at vi hele tiden skal have det maksimale ud af livet. Sådan er det slet ikke i Spanien, hvor Knud Romer netop har været på ferie. Der lunter tjenerne langsomt rundt, og man bruger lang tid på at vælge tapas. I Spanien nyder man den fulde tid. Man kender ikke ventetiden, fordi man hviler i tiden, mener forfatteren. Sådan er det langtfra i Danmark: - Vores mentalitet er meget målrationaliseret. I musikgenren heavy metal siger man: “Vejen er alt, målet er intet!” Og sådan er det i andre lande. Hos os gælder det om den lige linje. Det er effektivitet. Der må ikke være nogen forhindringer. Det skal være fra A til B på kortest mulig tid. Det hurtige knald. Det er målet, der tæller. Jeg tror i virkeligheden, at det er den målrationalisering, der spøger. Enhver ting, der kommer imellem dig og det mål, du har sat dig, er et irritationsmoment. - I virkeligheden kunne man måske til sidst springe hele livet over. Hvorfor vente så længe, når vi alligevel skal dø? Så få det da overstået med det samme, provokerer Knud Romer. Forventningens glæde Tilbage i den danske virkelighed er psykolog Mette Kroier ofte med til at bearbejde stress hos sine patienter. Her handler det om at gøre dem bevidste om deres reaktioner. Det samme gælder i bilkøen, hvor man har et valg: - Jeg kan vælge at køre op og blive rigtig vred: Sidde i bilkøen og råbe og skrige og skælde min kone eller mand ud, når jeg kommer hjem. Men jeg kan også vælge at sige, at jeg er i en situation, som, jeg er nødt til at acceptere, tager noget tid, og når det er ovre, så kan jeg komme videre med det, jeg var i gang med. Jeg kan ikke komme ud af køen, men jeg har mulighed for at påvirke det med min måde at tænke om situationen på. Både sociologen, psykologen og reklamemanden undrer sig over, at vi ikke udnytter ventetiden bedre. Og selvom de også selv bliver irriterede i køen - “Ingen kan se bagom ryggen på sig selv,” som Knud Romer siger - så foreslår de nærmest samstemmigt, at vi i stedet for at klistre fritiden til med meditation og yoga bruger ventetiden til at koble af. Man kunne tage en god bog med i bilen og så nyde bilkøens langsomhed. Man kunne tænke på kæresten, konen, manden, elskerinden eller børnene. Man kunne sætte Beethovens niende, Basims første eller et andet stykke musik på anlægget. Man kunne sågar rulle vinduet ned og snakke med sine medbilister på tværs af køen. Jeg var færdig med at interviewe Knud Romer, da vi udvekslede de sidste høflighedsfraser. Jeg var klar til at slutte med et: - Tak for din tid. - Hov! Der er lige noget, jeg skal sige, udbrød han på kanten af afbrydelse: - Du må tænke på, at det hedder, at man FORventer. Forventningens glæde. At vente og at forvente. Forventningens glæde er i orden. Du ved, i stedet for at pakke alle gaverne op dagen før jul.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...