EMNER

Mentorer skal få flere i job

Århus-firma får 100.000 kr. til at uddanne mentorer på virksomheder i Brønderslev Kommune

Der er mangel på arbejdskraft, og det motiverer mange virksomheder til at søge uden for de sædvanlige rækker, når de skal finde nye medarbejdere. Men mange af de potentielle medarbejdere, der har været uden for arbejdsmarkedet længe, har svært ved at passe ind - og mange falder derfor fra. Det skal et nyt projekt i Brønderslev Kommune nu forsøge at rette op på. Århus-firmaet "Mentor Coaching" har fået 100.000 kroner af Det Lokale Beskæftigelsesråd til at uddanne 25 mentorer på forskellige virksomheder. Det er almindelige medarbejdere, der skal vejledes i at tage hånd om nye ansatte, der har brug for ekstra støtte. Jobcentret skal stå for at matche virksomhed og jobsøger. Det kan være folk med psykiske problemer, misbrugere eller marginaliserede unge, som har brug for hjælp til at klare sig på en arbejdsplads. Direktør for "Mentor Coaching", Tom Pedersen, fortæller, at firmaet har erfaringer fra andre kommuner i landet. Disse erfaringer viser, at når denne gruppe medarbejdere ansættes uden at få særlig hjælp, falder 50 procent fra. Med når der står en mentor klar på virksomheden, er det kun 30 procent, der må opgive.