Menukort mangler engagement

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hu­set er fra 1876, og blev brugt til at op­be­va­re korn. Smukt og rus­tikt.

Pak­ket var der så langt­fra i Re­stau­rant Det Gu­le Pak­hus i Fre­de­riks­havn den fre­dag af­ten sidst i marts, hvor gaffelgufferne ind­fandt sig, som sæd­van­ligt incognito. Det sto­re smuk­ke gam­le rum med vold­som­me ege­bjæl­ker i lof­tet var run­gen­de tomt den før­ste ti­mes tid indtil et ungt par gjor­de os sel­skab ved et bord, 25 me­ter væk. Re­stau­ran­ten hæn­ger sam­men med det sto­re Scan­dic Ste­na Li­ne Ho­tel, der ihvertfald den­ne fre­dag var ud­lagt som svensk/norsk re­krea­tivt om­rå­de for for­trins­vis bør­ne­fa­mi­li­er. Vi ved det, for vi kun­ne ik­ke fin­de Det Gu­le Pak­hus¿ egen ind­gang. Vi kom ind af hotelsvingdøren, hvor en ven­lig her­re straks før­te os hvad der føl­tes som fle­re hun­dre­de me­ter gen­nem en­de­lø­se lobbyområder og for­bi ba­rer og vand­lan­de. Vild­fa­rel­sen skal na­tur­lig­vis ik­ke læg­ges pak­hu­set til last, men det blev en lidt træls an­komst. Ro­en faldt dog over os, da vi blev bæn­ket i det tom­me, men ube­stri­de­ligt smuk­ke rum. Ene­ste øjebæ over­ho­ve­det er ba­rens kobberoverhæng, der stil­mæs­sigt vil­le fø­le sig bed­re hjem­me på en bo­de­ga i Bran­de. Fred være med det, for det var ma­den, vi var kom­met ef­ter. Dansk og in­ter­na­tio­nalt køk­ken var, hvad vi iføl­ge ho­tel­lets hjem­me­si­de kun­ne ven­te os, og med ret­ter fra fre­de­riks­hav­ner rød­spæt­te med per­sil­le­sovs over spans­ke ta­pas og ita­li­ensk pas­ta er den be­skri­vel­se i or­den. Det var ma­den ik­ke helt, men det ven­der vi til­ba­ge til. Druk­ne­de re­jer Spi­se­kor­tet kom i no­get uhånd­ter­lig form på et clipboard og betående af en­kelt­ark. Til gen­gæld var bor­det for en gangs skyld stort nok, så læs­nin­gen var ik­ke et pro­blem. Kor­tets ind­hold skif­tes iføl­ge re­stau­rant­chef Kim Frost Niel­sen ud hver an­den må­ned. Ni for­ret­ter, ni ho­ved­ret­ter og syv des­ser­ter til pri­ser fra bil­lig­ste for­ret (hvid­løgs­brød) til 35 kro­ner til dy­re­ste ho­ved­ret (ok­se­mør­brad) til 207 kro­ner. Der­til kom­mer en en menu på fra to (239 kro­ner) til fem (359 kro­ner) ret­ter samt en til­sva­ren­de vinmenu til 119/269 kro­ner. Men vi valg­te selv både fast og fly­den­de mens der kom vand og godt, sejt brød på bor­det. For­ret­ter­ne blev ma­ri­ne­re­de re­jer med limedressing i pestobagt filokurv (62 kro­ner) til led­sa­ge­ren og en ta­pas tal­ler­ken (89 kro­ner) til an­mel­de­ren. Da led­sa­ge­ren, der ik­ke ger­ne lev­ner no­get som helst, var halv­vejs gen­nem limerejerne, gav han op med be­mærk­nin­gen: - Nu kan jeg alt­så ik­ke ha¿ me­re lime. Og lime var, hvad re­jer­ne smag­te af. En blind vil­le mås­ke på kon­si­sten­sen og for­men ha­ve kun­net gæt­te, at her var ta­le om re­jer, men enh­ver skaldyrssmag var druk­net i den skrap­pe ma­ri­na­de. Vi var helt ude af stand til at af­gø­re, om re­jer­ne var go­de, og det er i sig selv et pro­blem. Der­til kom­mer, at skal­dyr - og da især små, fi­ne re­jer - har så ¿lil­le¿ og de­li­kat en smag, at de ik­ke bør ser­ve­res i sel­skab med så stær­ke sa­ger, at reje­sma­gen for­svin­der. På ta­pas tal­ler­ke­nen lå små bruchetta¿er, rø­get skin­ke, oli­ven, ind­bag­te re­jer, ar­ti­skok­ker samt den alle­steds­nær­væ­ren­de ruccola-sa­lat. Skin­ken var mæng­de­mæs­sigt ho­ved­num­me­ret i an­ret­nin­gen, man den var der ik­ke me­get knald på. - Den skin­ke har al­drig set syd­si­den af Al­per­ne, skum­lede jeg over den ly­se­rø­de, tykskårne og tys­ker-agtige skin­ke, men der tog jeg fejl. Skin­ken var fra Na­po­li, for­sik­re­de tje­ne­ren, der selv hav­de set den i køk­ke­net. Til gen­gæld var skin­ken gum­mi­ag­tig og ke­de­lig i sma­gen. De små ris­te­de Bruchetta¿er var ser­ve­rin­gens bed­ste ind­slag. Til for­ret­ten drak vi en syd­af­ri­kansk hvid­vin med bo­er-navn: Klein Glimlag (225 kro­ner). En char­don­nay, der smag­te over­ras­ken­de friskt og træ­ag­tigt, men nem og be­ha­ge­lig at drik­ke. Kø­det i or­den Vi var eni­ge om ok­se­kød til ho­ved­ret, men valg­te for va­ria­tio­nens skyld hver sin. Min led­sa­ger tog kor­tets dy­re­ste, ok­se­mør­brad medallion med pom­mes rösti, hjem­me­la­vet be­ar­nai­se, solbærkogte rød­løg og filotærte med ur­ter (207 kro­ner). Kø­det var i or­den uden at få ta­get til at løfte sig. Til­be­hø­ret lød me­re in­te­res­sant, end det var, dog und­ta­get filourtesagen, der var rig­tig læk­ker. Min rib eye steak (179 kro­ner), der iføl­ge kor­tet kom fra Ar­gen­tina og var su­per­mør, var der­imod en slem skuf­fel­se. Dels var bøf­fen næs­ten gen­nem­stegt selvom jeg hav­de bedt om me­di­um til den rø­de si­de, dels var kø­det tørt og tem­me­lig sejt. Le­jet af æb­ler og sel­le­ri, som bøf­fen hvi­le­de på og de led­sa­gen­de små bra­se­de kar­tof­ler, var der ik­ke no­get at ud­sæt­te på, men hel­ler ik­ke at råbe hur­ra for. Igen en un­der­lig­gen­de uengagerethed, der ef­ter­lod smags­lø­ge­ne uden de sto­re op­le­vel­ser. Ene­ste re­gu­læ­re lys­punkt på tal­ler­ke­nen var en ud­søgt klat hel spi­nat, kryd­ret med blandt an­det hvid­løg. Til kø­det drak vi på an­be­fa­ling en au­stra­li­er ved navn Weighbridge (290 kro­ner). Igen en nem og let­drik­ke­lig sag på char­don­nay-drue, der ihvertfald ik­ke kan ge­ne­re no­gen ved on­kel Bør­ges 50¿års fød­sels­dag. Den ge­ne­re­de hel­ler ik­ke os, men vil hel­ler ik­ke bli­ve læn­ge i vo­res er­ind­ring. Mad nok De­res ef­ter­hån­den godt ud­spænd­te med­ar­bej­der (der var mad nok) kun­ne ik­ke over­skue en des­sert ale­ne. Vi fik så lov til at de­le og valg­te at lan­ge til en fæl­les des­sert­tal­ler­ken (74 kro­ner). An­ret­nin­gen bød på ka­ge, mous­se, is og sor­bet og var stort set i or­den. Ke­de­lig med OK. Egent­lig kri­tik får kun ka­gen, der var køleskabskold og de­ci­de­ret klæg. Den var der in­gen kamp om, mens vi sad med en tal­ler­ken mel­lem os og to gaf­ler. En des­sert­tal­ler­ken til hver vil­le ha­ve klædt pak­hu­set, når man nu ac­cep­te­rer, at to kan de­le en des­sert. Mål­ti­det blev af­slut­tet med to gan­ge kaf­fe á 27 kro­ner. Den var ik­ke værd at skri­ve hjem om, så det vil vi und­la­de. På bag­grund af det for­kert steg­te og tør­re kød, det langt hen ad ve­jen uin­spi­re­re­de til­be­hør, for­nem­mel­sen af et uen­ga­ge­ret køk­ken (der mås­ke var me­re kon­cen­tre­ret om ho­tel­lets an­den re­stau­rant Bras­se­rie Sø­hes­ten, en god del alt for lan­ge ven­te­ti­der, der vir­ker spe­ci­elt ir­ri­te­ren­de i en tom re­stau­rant samt en vel­vok­sen reg­ning på knap 1200 kro­ner kan der kun bli­ve to gaf­ler til Det Gu­le Pak­hus.

  • Re­stau­rant Det Gu­le Pak­hus Tor­den­skjolds­ga­de 14 Fre­de­riks­havn Te­le­fon 98 43 32 33