Ældreforhold

Menukortet udvidet

Ny og mere fleksibel madordning til kommunens ældre

Harmonisering og fleksibilitet rykker ikke nødvendigvis i hver sin retning. Kommunens ældre får nu flere valgmuligheder og lokale traditioner bevares. Arkivfoto

Harmonisering og fleksibilitet rykker ikke nødvendigvis i hver sin retning. Kommunens ældre får nu flere valgmuligheder og lokale traditioner bevares. Arkivfoto

Menukortet i kommunens plejeboliger bliver nu kraftigt udvidet. Flere valgmuligheder, forskellige portionsstørrelser, diæter og specialkost og mulighed for frit valg mellem kommunal og privat leverandør er nogle af nyskabelserne. I kølvandet på efterårets polemik om ældremaden har en arbejdsgruppe strikket et nyt forslag sammen, som blev vedtaget onsdag aften. Fleksibilitet er nøgleordet. - Vi har lyttet til brugere og pårørende og haft en god dialog med alle parter. Det er svært at gøre alle tilfredse, men vil succes om muligt på det her område, siger udvalgsformand Birgit Hansen (S). Harmonisering er et andet nøgleord. Plejeboligerne i de tre gamle kommuner har haft meget forskellige ordninger og måder at gribe tingene an på, og selv om reglerne nu bliver harmoniseret, er der stadig plads til lokale traditioner og almindelig sund fornuft i hverdagen. Koster ikke ekstra De såkaldte tilkøbsydelser er ændret, så det netop ikke er en ekstraudgift for den ældre. - Der skal være plads til et rundstykke, wienerbrød, specielle menuer til julefrokosten eller "noget under kapsel", hvis det er det, man ønsker uden at det koster ekstra, siger Birgit Hansen. Beboerne får også tilskud, hvis de vælger en privat leverandør. Undtagelsen er demensboliger og leve bo miljøer. - Her har det vist sig uhensigtsmæssigt med flere leverandører. Derfor følger vi Ældrerådets anbefaling i disse boliger, siger Birgit Hansen. Merudgifterne til den reviderede madordning holdes inden for centralkøkkenets budgetramme. - Demokratiet fungerer Venstre hilser den nye ordning velkommen: - Det er et stort skridt på vejen. Vi rejste sagen, fordi vi går ind for frit valg og er tilfredse med at det nu er lykkedes. Demokratiet har fungeret, siger Per Nielsson (V). Paul Rode Andersen og Brian Pedersen (SF) gav på byrådsmødet udtryk for betænkelighed over de omfattende regler og frygter, at den menneskelige side drukner i bureaukrati. Det afviser Birgit Hansen: - Vi har et dygtigt personale, der tager en forventningssamtale med nye brugere og pårørende, og de præsenterer dem selvfølgelig ikke for 47 valgmuligheder, siger formanden for socialudvalget. Madordningen vil løbende blive evalueret.