Mercedes anerkender designer

Opel har været gode til det. Det blev pludselig vældig svært at opdage, hvem som der stod bag designet på den nye Astra, og da den lille Tigra dukkede op, fandtes der næsten ikke et designernavn i nærheden af den. Det er ellers kutyme bilbranchen, at man fortæller, hvem den kreative hjerne bag den nye vogn er. Men Martin Smith, Opels chefdesigner, var i mellemtiden stukket af til Ford. Og havde taget enkelte nøglepersoner med sig. Stefan Lamm for eksempel, en af stjernerne - både når vi snakker produktionsbiler og konceptbiler. Stefan Hvem? og Martin Hvem? hedder de hos Opel i dag. Man skulle tro, at det samme var sket for Steve Mattin. Englænderen, som har gjort så meget godt hos Mercedes, men som sagde ja tak til at blive chef for Volvo design. Hans sidste værk hos Mercedes var R-klassen, der snart dukker op på vore breddegrader. Men i modsætning til, hvad der ellers plejer at ske, når en designer skifter arbejdsgiver, så har Mercedes ikke glemt ham. Han bliver stadigvæk nævnt som bagmand til den flotte R-klasse, og det har eftersigende givet den tyske fabrik en høj stjerne i designerkredse, hvor primadonna-nykkerne ellers er kendt for at herske i bedste velgående. Steve Mattin har været hos Mercedes i 18 år.