Mercedes-boss: Nogen skal være den onde

Lewis Hamilton fik søndag Formel 1-sejren foræret af sin holdkammerat hos Mercedes. Det var en teamordre.

Ritzau
Lewis Hamilton (til højre) kunne takke Mercedes-holdkammerat Valtteri Bottas for søndagens Formel 1-sejr. Foto: Andrej Isakovic/Ritzau Scanpix
Motorsport 1. oktober 2018 09:27

Usportslig eller dum.

Mercedes-bossen Toto Wolff følte, at han havde valget mellem at være en af de to ting midtvejs i søndagens Formel 1-grandprix i Rusland.

Wolff krævede, at Mercedes-køreren Valtteri Bottas lod teamkammerat Lewis Hamilton komme forbi uden kamp.

Bottas var på det tidspunkt placeret på andenpladsen i løbet efter Red Bulls Max Verstappen, som dog manglede et pitstop.

Derfor lå Bottas egentlig til at tage sejren, men finnen parerede ordre og lod Hamilton passere.

Hamilton vandt efterfølgende grandprixet og udbyggede den samlede føring i Formel 1-stillingen. Det var vigtigere end alt andet for Mercedes-ledelsen.

- Nogen er nødt til at være den onde en gang imellem, og denne gang var det mig.

- Jeg er nødt til at vurdere det. At være den onde søndag aften - af mange årsager - eller at være idioten i Abu Dhabi ved sæsonafslutningen.

- Jeg vil hellere være den onde nu og ikke idioten i slutningen af året, siger Wolff ifølge Reuters.

Med sejren er Hamilton med samlet 306 point nu 50 point foran Ferraris Sebastian Vettel. Der resterer fem løb i sæsonen.

Hamilton brød sig ikke om måden, han vandt på. Englænderen fortalte efterfølgende, at han over radioen ville have Bottas til at give den gas.

Det nægtede Mercedes-ledelsen, og Hamilton var ærgerlig over situationen.

- Det var ikke, hvad jeg ønskede. Det føltes ikke godt at overhale ham, men jeg vidste, at holdet ønskede det på den måde.

- Det har i hele mit liv aldrig været måden, at jeg ønskede at vinde et løb på, siger Hamilton.

Teamordrer om at lade holdkammerater skifte placeringer uden kamp har tidligere været forbudt i Formel 1, men er tilladt i de nuværende regler.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...