Mercedes udfordrer X3 og Q5

Ny SUV afløser GLK og går direkte efter konkurrenter som Audi Q5, BMW X3 og Volvo XC60

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mercedes GLC virker mest harmonisk som GLC 250 d, der har 204 hk at gøre godt med.

Schweiz: Længere, bredere, højere, 80 kg lettere og en designmæssig fuldtræffer. Det er den korte beskrivelse af den nye Mercedes-Benz SUV med modelbetegnelsen GLC, der afløser den pensionsmodne GLK.

Navnet GLC er en konsekvens af, at mærket har ryddet gevaldigt op i sine betegnelser, hvorfor tyskernes SUV-modeller nu hedder GL og så fulgt af navnet fra den bilklasse, som vognen hører til og baserer sig på. Mercedes GLC er således en form for SUV-version af C-klassen og dermed konkurrent til Audi Q5 og BMW X3 og for at det ikke skal være løgn, så er en GLC coupé snart på trapperne, og den skal selvfølgelig konkurrere med BMW X4.

Tre forskellige motorer

Men nu handler det om GLC, der blev præsenteret i Schweiz, hvor vi fik mulighed for at prøvekøre de to dieselmodeller GLC 220 d, GLC 250 diesel og GLC 250 med benzinmotor. Alle fås som standard med forskellige køreindstillinger fra komfort over øko til sport og sport+, mens firehjulstræk er standard.

De kører alle rigtig godt, men den store diesel med 204 hk virker som den rigtige motorstørrelse til den 1845 kg tunge firehjulstrækker. I øvrigt kommer der yderligere to motorvarianter i løbet af det kommende halve til trekvarte år. Dels GLC 350 e 4MATIC (som er en såkaldt plug-in hybrid), dels GLC 450 4MATIC Sport.

Akselafstanden er øget med 12 centimeter til stor glæde for bagsædepassagererne, og bagagerummet vokser med knap 100 liter til 580. Dermed er der udmærket plads i kabinen.

Instrumenteringen har et væld af funktioner og muligheder, som kræver sin mand at få styr på.

Den oprejste navigation-med-mere skærm midt i det hele får af nogle skyld for at ligne en ældre iPad sat løseligt fast med sugekop, men den virker og er til at læse - også i solskin. Nok så vigtigt, virker kvaliteten i GLC på niveau med Audi Q5 og bedre end i X3.

Længere på literen

GLC er ikke bare større end GLK, den er også mere komfortabel og kører knap 20 pct. længere per liter brændstof, hævder fabrikken.

Nogle vil sikkert nok også mene, at den ser bedre ud end den mere kasseformede GLK.

En ting er sikkert: den kører godt, hvilket langt hen ad vejen skyldes dens tekniske ophav: Mercedes C-klasse.

Ingen sportsvogn

Umiddelbart virker GLC som et match til BMW X3 målt på sportslighed, og komforten er også i top med fin lyddæmpning af de normalt ret støjende dieselmotorer fra Mercedes.

Den er naturligvis ingen sportsvogn, og har du den slags ambitioner, er du langt bedre tjent med en C-klasse i det sportslige AMG-trim.

Der er ingen udgaver med manuelt gear, i det mindste ikke her i opstartsfasen, men det gør bestemt ikke noget, for jeg mener, at bilerne i denne klasse fortjener et godt automatgear, og det får man med det ni-trins af slagsen i GLC.

Med andre ord er den nye GLC et godt bud på at være med helt fremme i den meget konkurrenceprægede klasse af kompakte luksus-SUV’er.

Listepriserne starter ved 755.000 kr. for den benzindrevne GLC 250 4Matic, mens den dyreste er GLC 250d 4Matic med 810.000 kr. GLC bliver med sikkerhed mere populær som firmabil end som privatbil, så her kommer også beskatningsværdierne:

GLC 220d 4Matic: 599.900 kr., GLC 250d 4Matic: 629.900 og GLC 250 4Matic til 586.900 kroner. De priser ligger omtrent på niveau med BMW X3, hvor en X3 20d med 190 hk diesel står til 578.000 kr. i skatteværdi ved erhvervsleasing.

Mercedes GLK-klassen blev lanceret i 2007, og baggrunden var det voksende marked for SUV’er. Siden da er Mercedes GLK produceret i 650.000 eksemplarer.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.