Mere at lege med: Lokal børnehave sparer stort i leje

Børnehus i Hirtshals kan barbere 171.000 kr. af huslejen årligt efter samarbejde mellem boligselskaber

Arkivfoto: Bent Bach
Hirtshals 10. juli 2018 10:00

HIRTSHALS/HJØRRING: 8.550 pakker rugbrød, 109.900 ostehapser, et nyt industrikøkken eller en ekstra pædagog på halv tid. Med andre ord: 171.000 kr. i sparet husleje om året. Det er virkeligheden for en Børnehuset Hirtshals i Fanøgade fra næste år. Den kæmpe besparelse er det direkte resultat af et samarbejde mellem de tre almene boligselskaber Domea Hjørring, Domea Hirtshals og Domea Aabybro.

Den 1. december 2017 indgik de et såkaldt driftssamarbejde. Det vil sige, at det er de samme mennesker, der er hyret til at slå græs, vaske trapper og rydde sne i alle tre boligselskaber, der ud over børnehaven i Hirtshals til sammen ejer 1.597 almene lejeboliger.

Og effekten slår allerede igennem.

- Målet har været, at henlæggelserne (opsparingen, red.) skal stige, og huslejen sættes ned. Det er lykkedes, og det er også målet i fremtiden, som Allan Baltsersen, organisationsbestyrelsesformand for både Domea Hirtshals og Domea Hjørring, udtrykker det.

I de to boligselskaber steg huslejerne i flere afdelinger i 2016 og i 2017.

Både Domea Hirtshals, Domea Hjørring og Domea Aabybro har netop godkendt regnskaber og budgetter for 2018/2019.

Som eksempel sparer beboerne i boligafdelingen Brogården, der hører under Domea Hirtshals, i gennemsnit 3.360 kr. i husleje om året i 2019. I afdelingen Byhusene under Domea Hjørring sparer beboerne i gennemsnit 3.996 kr. om året i husleje. Derudover har begge selskaber henlagt dele af besparelsen - altså sparer de også op til fx fremtidigt vedligeholdelsesarbejde.

I Domea Aabybro har man sparet samme store beløb som følge af samarbejdet, men her har bestyrelsen valgt, at huslejen skal holdes i ro i 2019, mens den største del af besparelsen henlægges. Der ligger bl.a. en helhedsplan og venter forude.

De tre boligselskaber, der alle køber deres administration hos den almene bygge- og boligadministration Domea.dk, gik allerede for to år siden sammen med 8 andre selskaber i ét servicecenter. Og driftsaftalen er netop etableret i et samarbejde med Servicecenter Bolig Nord, der på vegne af boligselskaberne varetager den daglige drift i boligområderne.

Ved at pulje tre årligt tilbagevendende poster - det såkaldt grønne arbejde, fx græsslåning, vinterbekæmpelsen, som snerydning, samt trappevask og rengøring - og sende det i udbud i alle tre byer har de opnået en konkurrencedygtig pris. Man er samtidig gået fra at have mange lokale ejendomsmestre til at have én ledende.

- Det handler om fortsat at kunne tilbyde gode og vedligeholdte boliger, som er til at betale for almindelige nordjyder. Og jeg er glad og stolt over, at selskaberne er i gang med at fremtidssikre sig selv, siger kundechef Mikki Schougaard Frandsen, der leder det fælles servicecenter i Hjørring.

Fakta:

Besparelser på huslejen i 2019

Domea Hjørring

• Byhusene - 9% = 3.996 kr. pr. år pr. lejemål i gennemsnit

• Buen - 5% = 3.528 kr. pr. år pr. lejemål i gennemsnit

• Svanehusene - 4% = 3.264 kr. pr. år pr. lejemål i gennemsnit

Domea Hirtshals

• Børnehaven, Fanøgade - 18% = 171.000 kr. pr. år

• Brogården - 6% = 3.360 kr. pr. år pr. lejemål i gennemsnit

• Lyngparken - 5% = 3.540 kr. pr. år pr. lejemål i gennemsnit

• Havudsigten - 4% = 2.172 kr. pr. år pr. lejemål i gennemsnit

• Margretheparken - 1% = 720 kr. pr. år pr. lejemål i gennemsnit

• Bindslev 0% = huslejen fastholdes

Domea Aabybro

• Alle afdelinger 0% = huslejen fastholdes

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...