Fodbold

Mere bronze til samlingen

Anfører mener HIK's kvinder mangler en stærk server for at nå helt til tops

AALBORG Rosenlund 3-1 Volleyball, bronzekamp AALBORG: Med en sejr på 3-1 over Rosenlung sikrede HIK Aalborgs kvinder i volleyball sig en sikker bronzemedalje og slog dermed med syvtommersøm fast, at klubben har Danmarks tredjebedste volleyballhold. - Vi ville selvfølgelig allesammen gerne have været i finalen, men jeg er ligeså lykkelig for denne bronzemedalje som for den første, holdet fik sidste år, sagde en glad anfører for HIK-kvinderne, Ane Wortzier, umiddelbart efter kampen. Hun roste holdet for at vise flot gejst og gik selv - på vanlig vis - forrest i netop disciplinen at vise gejst. - Vi mangler desværre lige en spiller, som kan serve uhyre sikkert med stort pres på modstanderne. Så tror jeg faktisk godt, at vi kunne komme helt til tops i dansk volleyball, sagde HIK-anføreren. Og det kunne hun have ret i. Midt i fjerde sæt gik der helt gummiarm i aalboergensernes serv. Tre fejlserver i træk kunne være blevet kostbare, men heldigvis var Rosenlund ikke bedre. De lavede i samme periode også tre fejlserver. Heldigvis trådte Jane Møller Jensen - som hun også havde gjort på andre tidspunkter i kampen - i karakter og sørgede med en god serv og senere en sikker smah for, at HIK'erne kom på bronzekurs igen, så Marie Damsgaard med to springserver kunne serve fjerde sæt og dermed metallet hjem til Aalborg-pigerne. HIK startede suverænt bedst og fra 4-4 i første sæt gik det kun en vej. Andet sæt udviklede sig næsten ligesådan, men her fik Rosenlungpigerne vendt sættet og fra 18-12 indhentet aalborgenserne ved 18-18, så sættet gik til gæsterne. Pressede serverne I tredje sæt fulgtes holdene ad til 17-17, hvorefter HIK afgjorde det til egen fordel. Og bortset fra de mange fejlserver var der heller ikke den store slinger i bronzevalsen i fjerde sæt. Ane Wortzier mener også, at selve det spillemæssige niveau hos Aalborg-spillerne er ligeså godt som hos Holte og DHG Odense, der mødes i finalen om det danske mesterskab. Om de mange fejlserver i fjerde sæt sagde hun: - Vi ville bare så gerne have det afgjort, og så pressede vi nok serverne lidt mere, end de kunne tåle. Heldigvis var Rosenlund bagud og var nødt til at gøre det samme. HIK-anføreren nåede lige at rose sin hæver Helle Fjord for at få spredt spillet, så Rosenlund aldrig vidste, hvor HIK'erne satte deres angreb ind, før det gik til fest i HIK's klubhus for at fejre den anden bronzemedalje til klubbens kvinder.