Bryggerier

Mere bryghusøl til folket

Bryghuset Vendia i Markedsgade fik onsdag to ekstra tanke til produktionen af husets øl af egen avl.

To nye - ekstra - øltanke blev onsdag morgen løftet ind på Bryghuset Vendia. PR-Foto: Steen Madsen

To nye - ekstra - øltanke blev onsdag morgen løftet ind på Bryghuset Vendia. PR-Foto: Steen Madsen

- Efterspørgslen er støt stigende på vores øl, så vi har fået det luksusproblem, at vi har behov for mere kapacitet, siger bestyrelsesmedlem Steen Madsen. De oprindelige øltanke blev stillet lidt tættere på hinanden for at give plads for de nye. De nye tanke rummer 1000 liter hver i modsætning til de gamle, som kun rummer 800 liter. - Det er naturligvis med tilfredshed, at vi nu kan konstatere et resultat af vores arbejde på at gøre vores øl kendt, siger Steen Madsen. - De tiltag, vi har gjort for at reklamere for Vendias øl har givet et positivt pres på produktionen. Bryghuset Vendia har for nylig kunnet glæde sig over, at Vendias bud på en Påskebryg - den såkaldte Forårsbryg - landede på en 2. plads blandt 25 påskeøl fra hele landet. Den ene af Bryghusets restaurantafdelinger - brasseriet - blev for nylig nomineret blandt landets ni bedste af slagsen, så humøret på bryghuset er lige nu så gyldent som skummet på dets hjemmebryggede øl.