EMNER

Mere busrabat til pensionisterne

AALBORG:Folk over 65 vil fremover kunne købe klippekort til bussen til halv pris. Også når det gælder klippekort til tre zoner. I hvert tilfælde, hvis NT retter sig efter det høringssvar et flertal i teknisk udvalg vedtog på sit møde torsdag. Og det forventer rådmand Henrik Thomsen (S), at NT gør. - De har beslutningsretten, men jeg går ud fra, at de retter sig efter kommunen. Kun Venstre var imod beslutningen. - Et flertal er enige med mig i, at man må lade være med at gøre forskel på pensionister - om man bor indenfor to eller tre zoner, siger rådmanden, der generelt mener, at man bør gøre alt for at sænke billetpriserne. - De spiller en væsentlig rolle for, om folk vælger kollektiv trafik, så vi må minimum holde priserne i ro. Teknisk forvaltning vurderer, at det vil koste Aalborg Kommune 400.000 kroner årligt at give pensionistrabat også på tre zoners klippekort.