Planteavl

Mere duft i Hjallerup

28 forskellige lavendelsorter til skue på mark

Lene lavendelbo har udvidet sin lavendelmark med hele 5000 kvadratmeter, og har plantet mere end 28 forskellige sorter. Arkivfoto: Kurt Bering

Lene lavendelbo har udvidet sin lavendelmark med hele 5000 kvadratmeter, og har plantet mere end 28 forskellige sorter. Arkivfoto: Kurt Bering

Der arbejdes hårdt på LaVendelbo ved Hjallerup i disse dage, for Danmarks eneste lavendelfarm er netop nu ved at tilrettelægge en skuemark med ikke mindre end 28 forskellige lavendelsorter. Farmen, der også er verdens nordligst beliggende, kan dermed lægge yderligere 5000 kvadratmeter til sit opdyrkede areal. - Travlheden forud for sæsonåbningen 30. maj, indebærer også 6500 lavendelplanter som skal stikkes i jorden ultimo maj - primo juni, fortæller Lene Lavendelbo. - De nye planter vil blomstre i løbet af en måneds tid. Der bliver mange forskellige blålilla nuancer, fra dyb mørklilla til lys grå-lilla, men også fire forskellige lyserøde og to forskellige hvide lavendler at se på den nye mark, tilføjer hun. Hermed bliver LaVendelbo det eneste sted i Danmark, hvor så mange sorter kan besigtiges på én gang. - Vi fik idéen sidste sommer, da vi tilplantede en lavendelhave med ca. 30 forskellige sorter og spurgte os selv: Hvorfor kun et par planter af hver sort – hvorfor ikke to, tre eller fire rækker af hver sort? Det må da være et syn og en oplevelse vi kan dele med andre, siger Lene Lavendelbo. Når den nye mark er etableret, kan LaVendelbo fremvise over 13.000 planter, og vil man gå op og ned langs hver eneste række, så kommer man ud på en vandretur på otte en halv kilometer. - Man er meget velkommen til vandre i markerne og komme i nærkontakt med lavendlerne – man kunne kalde det en wellness-vandretur, siger Lene Lavendelbo.