Mere end en tand bedre ...

Åbent hus i en af landets bedste kommunale tandklinikker, indrettet efter de nyeste principper og ud fra en filosofi om, at alle børn og unge skal have rene og sunde tænder

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Oliver er fem år og fra Jerup. Han fortæller, at han har ondt i tænderne. Mens han venter, leger han med legetøjet i småbørnsafdelingen. Næste år flytter han til tandplejens skolebørnsafdeling.

- Vi skal lave sunde tænder. Derfor skal der været rent i munden. Den aller-allersidste mulighed er at bore i en tand. Så kategorisk udtrykker overtandlæge Kirsten Thyø målet med tandplejen, mens hun glad og stolt viser rundt i den nye Kommunale Tandpleje i Frederikshavn. Hun tilføjer: - Et hul kan være 5-7 år om at udvikle sig, og med den rigtige tandbørstning og gode madvaner, kan man faktisk stoppe udviklingen. De færreste besøgende i tandklinikken vil altså blive plantet i en tandlægestol og blive behandlet. I stedet vil tandlægerne bruge tid og energi på at oplyse og instruere i de hyggelige samtalerum, der er indrettet til henholdsvis små børn, skolebørn og de unge. Juice og en del frugt giver syreskader, som ikke kan genoprettes. Sukker giver hul i tænderne. Det er afgørende, at forældrene er med børnene i tandklinikken. Det er forældrene, der kender og kan påvirke madvanerne i hjemmet. Det er forældrenes ansvar. - Hvis en familie af en eller anden grund ikke kan undvære eller begrænse brugen af cola og slik, anerkender vi det. Så må børnene bare komme her lidt oftere, konstaterer Kirsten Thyø. - For vi vil have rene munde og sunde tænder, understreger hun gang på gang. Hvis tænderne er gode og rene, kan man faktisk nøjes med at komme på klinikken med halvandet års mellemrum. Line Kramme er 15 år og bor i Jerup. Hun har tidligere benyttet skoletandklinik i Strandby og Aalbæk. Hun er i gang med en længerevarende proces med rodbehandling. - Det er jeg ikke bange for, men jeg bryder mig ikke om at blive bedøvet, fortæller hun med et stort smil, for i dag er hun ikke blevet bedøvet. - De er så søde. De har taget godt imod mig og er blevet nusset og aet, så jeg er glad, fortæller Line. - Frygt for bedøvelse kan være ubegrundet. Derfor vil vi også benytte os af muligheden for at vise video med en bedøvelse, så de unge kan se, hvad det er, der skal ske. Line hører til i tandplejens ungeafdeling, hvor der selvfølgelig skal være trådløs netværk, som de unge kan benytte, mens de venter. I småbørnsafdelingen venter bamser og legetøjsbiler. Gang på gang taler Kirsten Thyø og hendes souschef Gitte Adamsen om "det unikke sted". Der er da også bud efter dem fra andre dele af landet for at fortælle om den nye kommunale tandpleje. - Hele processen har været unik. Vi har fået 1.000 kvadratmeter. Vi har selv bestemt, hvordan de skulle indrettes - og de første erfaringer viser, at det fungerer. Det hele har kun kostet to millioner kroner. Nedtagning af de gamle klinikker skete sidste år, og ved årsskiftet indtog medarbejderne så småt de nye faciliteter. Nu føler de for alvor, at de er klar til at vise det hele frem for en bredere offentlighed. På fredag den 19 marts - efter officiel indvielse med skåltaler og snoreklip - er der åbent hus. Kirsten Thyø opfordrer alle til at komme på besøg og snakke med medarbejderne om de nye tandplejeprincipper.