Turisme

Mere end et hul i jorden

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hotellerne i bjerglandsbyerne er indrettet i huler, som munke og kristne huggede ud af klippestenene i 1200-tallet.

Tyrkiet er meget mere end badehotellerne ved kysten. Flere og flere danskere er faldet for muligheden for at bo i de ældgamle klippehuler, der er indrettet til hoteller inde i landet. Flere danske rejsebureauer arrangerer ture til hulehotellerne, herunder Vagabond Tours, Felix Rejser og Star Tour. - Det er en markant tendens, at stadig flere turister fra Danmark og andre nordeuropæiske lande vælger at bo på de stemningsfulde hulehoteller. Af samme grund er der fart på med at indrette endnu flere hulehoteller, fortæller kulturråd Vahit Karaali fra Tyrkiets danske kontor for kultur og turisme. Årsagen til den stigende interesse for hulehotellerne er ifølge kulturråden, at folk har fået øjnene op for, at Tyrkiet ikke blot er attraktivt til badeferier, men også oplagt til rejser med fokus på kultur og historie. - Det er en ganske særlig oplevelse at bo i en hule, som munke og kristne huggede ud af klippestenene i 1200-tallet. Her er hyggestemning for alle pengene med håndlavede, tyrkiske møbler og tæpper på værelserne, siger Vahit Karaali. Det er let at tage på huleferie i Tyrkiet, fra København og Billund går fly til Ankara. Hulehotellerne ligger tre timers kørsel syd for den tyrkiske hovedstad. Hulehotellerne ligger i det månelignende landskab Kappadokien, som er et af verdens største hulebebyggelsesområder. Her kan opleves paddehatteformationer og 40 meter høje ’skorstene’, der toner sig op overalt og ligner tårne og obelisker. Kappadokien er på UNESCO’s verdensarvsliste, blandt andet fordi klippeformationerne byder på underjordiske byer med kirker fra dengang, kristendommen var den dominerende religion i Tyrkiet. I forlængelse af den stigende interesse for hulehotellerne er der netop åbnet endnu en underjordisk by i området. - Byen rummer kirker, butikker, boligområder og brønde. Her er der virkelig mulighed for at mærke historiens vingesus på tætteste hold, siger kulturråd Vahit Karaali fra Tyrkiets danske kontor for kultur og turisme. Læs mere på: www.cappadociaonline.com.