Mere end et instrument

19-årige Christian Mohr Levisen drømmer om at komme til at leve af sin passion for folkemusik

Lone Hejlskov og Henik Louis
19-årige Christian Mohr Levisen faldt for det sælsomme instrument, da han var 12 år. Nu håber han at kunne komme til at leve af sin interesse.
Pandrup 18. september 2015 17:26

PANDRUP: Det var kærlighed ved første blik, da Christian Mohr Levisen for syv år siden første gang stiftede bekendtskab med en såkaldt drejelire. Sammen med familien var den dengang 12-årige knægt til middelalderdage på Voergaard Slot og her mødte han en jævnaldrende dreng.

- Han sad med en svensk drejelire og jeg blev meget fascineret af instrumentet og dens lyd. Jeg fik lov til at prøve det, og så var jeg solgt, fortæller Christian Mohr Levisen.

Efterfølgende begyndte han at researche på det fine instrument og fik kendskab til dens historie.

- Den kan dateres helt tilbage til år 1000 i Spanien, hvor man fandt en tidlig version af en drejelire afbildet i en katedral, men man mener dog, at den stammer fra østlandene, siger Christian Mohr Levisen, der også kontaktede Foreningen Dronemusik Danmark for at råd og vejledning.

- Jeg besøgte desuden forskellige byer i Tyskland, hvor miljøet for den type musik er meget større. Og i den forbindelse stødte jeg på en bygger i Freiburg tæt på den franske grænse - han lever af at bygge drejelirer. Han var oprindeligt uddannet møbelsnedker men havde studeret ved en fransk bygger af drejelirer.

I slutningen af 2009 købte Christian Mohr Levisen sin første håndbyggede drejelire.

En investering til adskillige tusinde kroner, men han var nødt til at følge sit hjerte - også selv om det rent økonomisk var en stor mundfuld for den unge knægt

- Jeg brugte mine konfirmationspenge og min opsparing på den, men han har selv designet den, og det er gedigent håndværk, fortæller han.

Ifølge Christian Mohr Levisen er der blot en håndfuld aktive udøvere i Danmark, og derfor har det været vanskeligt at få undervisning nogle steder.

- De grundlæggende ting har jeg lært af de få, der spiller drejelire her i landet, desuden har jeg fået undervisning af den første konservatorieuddannede indenfor området. Og endelig har jeg lært en stor del selv blandt andet ved at deltage i træf i Tyskland.

De første år drog familien med til Tyskland men i takt med at han er blevet ældre, tager han selv turen til nabolandet i syd.

- Min far vil gerne rejse med mig, da han er født i Hamburg og han vil gerne med ned og træffe venner og besøge landet, siger Christian Mohr Levisen.

- Træffene giver mig mulighed for at møde ligesindede og for at prøve andre instrumenter. Og ikke mindst tilfører det mig en betragtelig mængde spillelyst.

Til sommer bliver han student fra Aalborg Katedralskole, og drømmen er en fremtid med musik.

Han har allerede flere job, hvor han er ude at spille - senest har han optrådt ved Tall Ships Races, og han har været ude og spille til et bryllup.

- Jeg vil gerne kunne leve af det, for det er hamrende skægt, men så kræver det, at jeg søger ind på konservatoriet, siger han.

I første omgang er planen at flytte til Berlin, når han er færdig med sin studentereksamen.

- Berlin er et kulturmekka og miljøet inden for den her slags musik er meget større, og på sigt er min store drøm at kunne leve af min musik et hundred procent, men hvis det ikke lykkes, må det blive en intens hobby, siger han.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...