EMNER

Mere end et personvalg

Bare få dage efter folketingsvalget begyndte den næste valgkamp.

Denne gang gælder det ikke 179 sæder - kun et enkelt: Formandssædet i Socialdemokraterne. To kandidater har meldt sig, og selv om fristen ikke udløber før 11. marts, bliver det næppe til flere. Frank Jensen konkurrerer med Helle Thorning-Schmidt om posten som leder af landets næststørste parti. Helt som ventet fik Mogens Lykketoft kun et forsøg på at genvinde regeringsmagten, og da det ikke lykkedes 8. februar, traf han selv den logiske konsekvens at gå. Den nye formand skal findes ved en urafstemning blandt partiets medlemmer. Målet er det helt klare at undgå det fløj- og personfnidder, som har plaget partiet i mere end 10 år. Denne gang får Socialdemokraterne en formand, der utvivlsomt har et flertal i partiet bag sig. Samtidig kan det formentlig samle partiet - alternativet med fortsatte fløjkampe vil betyde en fortsat og accelleret nedsmeltning. Men det handler ikke kun om at blive formand for et parti. Lederen af det største oppositionsparti er samtidigt kandidat til statsministerposten, så en meget solid portion politisk erfaring er tvingende nødvendig. Alene af den grund vil det være at gøre hende en bjørnetjeneste, hvis det lykkedes velmenende partifæller at overtale Mette Frederiksen til at stille op. Det er ikke nok i sig selv at være en ung kvinde med et stort politisk talent. Set i et lidt større perspektiv handler det også om mere end et formandsvalg. Socialdemokratiet har som arbejdernes parti en stor del af æren for det danske velfærdssamfund, men partiets naturlige base svinder stille og roligt, efterhånden som produktionssamfundet bliver afløst af service- og videnssamfundet. Venstre var i en lignende situation for 10-15 år siden, hvor partiet formåede at omstille og redefinere sig selv. Med færre og færre folk på landet svandt partiets oprindelige grundlag, men det lykkedes at transformere partiet, så dets politik blev langt bredere funderet. Socialdemokraterne kommer næppe udenom en lignende proces, hvor partiet definerer sine visioner i fremtidens samfund. Dén store opgave venter den nye formand.