Mere fokus på veje og internet

Borgmester Lene Hansen ønsker mere fokus på infrastrukturen

Lørdag er der landdistriktskonference i Klokkerholm. Lene Hansen mener blandt andet, der er grund til at fremme grøn energi, sikre mobil- og internetforbindelse til alle - og presse på for at få en 3. Limfjordsforbindelse.
Brønderslev 30. september 2013 14:45

BRØNDERSLEV: - Det ser ud til, at mange vil deltage aktivt i landdistriktskonference på Klokkerholm Skole, og der kommer sikkert mange ideer.

Det håber borgmester Lene Hansen, der tilføjer, at der er tilrettelagt et spændende program for dagen.

Landdistriktskonferencen holdes på lørdag, og her vil der komme fokus på udvikling af landdistrikterne.

- Som forarbejde til konferencen, har jeg læst regeringens forslag til, hvordan Danmark skal udvikle sig i forhold til byudvikling, vækst i landdistrikterne, beskyttelse af vores natur og ressourcer.

- Det hele står beskrevet i den såkaldte Landsplanredegørelse. Målet for regeringen er, at der skal være vækst i hele landet, men jeg synes, at der mangler nogle konkrete anvisninger på, hvordan dette mål skal nås. Mange kommuner står overfor den kendsgerning, at de fleste småbyer er i tilbagegang. I redegørelsen savner jeg særligt redskaber til at understøtte udviklingen i områder med befolkningstilbagegang.

- Jeg synes heller ikke, at der er fokus nok på infrastrukturen. Vi kender alle til dårlige mobil - og internetforbindelser i tyndt befolkede områder. De kommercielle udbydere løser ikke opgaverne, så nu tager kommunerne fat, for problemet er stort. Det får familier til at fraflytte landdistrikterne.

Hvis udviklingen skal ændres, så afvandringen fra Norddanmark til syd stopper, så må og skal der investeres meget mere offensivt i vores veje og i vores kommunikationssystemer. I alt for mange år har jernbanerne været forsømte.

- Nu ønsker regeringen at lægge store investeringer ud i jernbanenettet og togdriften, og det er fremragende og hårdt tiltrængt. Det, der også er brug for i Vendsyssel, er en stabil forbindelse på vejnettet til resten af landet.

- Det har vi ikke i øjeblikket, og problemet vil i løbet af få år vokse sig så stort, at der er fare for, at erhvervsvirksomheder vil vælge Vendsyssel fra, når de i fremtiden leder efter erhvervsegnede områder. Det vil få katastrofale følger for arbejdsløsheden og familiernes hverdag. Derfor skal der nu lægges maksimalt pres på regeringen for at få den 3. Limfjordsforbindelse lagt ind i den investeringsoversigt, der skal arbejdes med de kommende år. Som medlem af komiteen: ” 3. Limfjordsforbindelse nu ”, vil jeg selvfølgelig altid have fokus på at dreje regeringens opmærksomhed hen på det problem.

- En af byrådets opgaver er at medvirke til, at der finder en udvikling sted på det lokale plan. Noget af det, der virkelig kunne give arbejdspladser i tyndt befolkede egne er en større satsning på omstilling til grøn energi. Brønderslev Kommune arbejder seriøst med at fremme den omstilling, men jeg savner i redegørelsen konkrete virkemidler til, hvordan de gode tanker kan omsættes til virkelighed, siger Lene Hansen.

- Alle disse ting og meget mere skal vi drøfte på konferencen på lørdag, men især vil der være fokus på udvikling i landdistrikterne. Det tegner til at blive en spændende dag, hvor vi alle forhåbentligt får noget at tænke over og måske endda nogle ideer til, hvordan en udvikling helt konkret kan vendes.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...