Mere forvirrende end opklarende

SÆBY:En retssag skal gerne skabe klarhed over en given situation. Men en gang i mellem sker det, at tilhørere og muligvis også dommeren forlader retten mere forvirret end afklaret omkring en sag. Således har dommer Niels Schoubye fået sit at spekulere på, inden han på mandag skal afsige sin dom. Sagen drejer sig om en opbevaring af medicin på et landbrug. Ved et kontrolbesøg i juli 2004 konstaterede en dyrlæge fra Fødevarestyrelsen, at der var rod i papirerne hos en landmand fra Dronninglund. En række medicinpræparater var ikke genordineret på selve præparatet som loven foreskriver, andre var ikke destrueret som aftalt med dyrlægen. Derudover mente Fødevarestyrelsen ikke, at landmanden havde registreret præcist hvilket præparater, der var blevet brugt på den enkelte gris, samt i hvor lang tid. På baggrund af de ovennævnte problemer stod landmanden og hans dyrlæge forleden ansigt til ansigt med dommer Niels Schoubye. I retten kunne dyrlægen erkende, at han ikke havde fået skrevet på de medicinske præparater som loven foreskriver, men han nægtede, at han ikke havde ført ordentligt tilsyn med landmanden. Landmanden kunne også erkende, at han ikke havde fået destrueret de flasker som han skulle, men mente samtidig, at han havde registreret præcist det han skulle. Som bevis fandt han en dagbog frem, hvori han viste hvordan hvilke optegnelser han havde ført. Samtidig forklarede han i retten, at Fødevarestyrelsens dyrlæge havde nægtet at se dagbogen. Som det eneste vidne i sagen forklarede Fødevarestyrelsens dyrlæge, at hun ikke var blevet tilbudt at se dagbogen, og efter at læst lidt af den i retten, mente hun heller ikke, at optegnelserne levede op til loven. Efter at have hørt på de to anklagede, deres forsvar, vidnet samt anklageren i næsten tre timer kunne dommer Niels Schoubye erklære sagen for lukket. Nu vil han bruge tiden frem til på mandag til at spekulere over hvilke punkter dyrlægen og landmanden skal dømmes for. Og om de skal nøjes med en bøde på tusind kroner eller som anklageren mente mellem 6.000 og 7.500 kroner.