Mere frit valg

KØBENHAVN:Regeringen er på vej med to nye lovforslag, der skal give borgere og virksomheder mere frit valg, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i går efter ministermødet. Denne gang gælder det børne- og ungdomstandplejen samt erhvervsuddannelserne. Forældre, der er utilfredse med den kommunale tandklinik i deres egen kommune, skal således have mulighed for i stedet at sende deres børn til en kommunal tandklinik i en anden kommune eller til en privat praktiserende tandlæge, foreslår regeringen. Samtidig kommer regeringen med et lovforslag om mere fleksibilitet i erhvervsuddannelserne, så de i højere grad kan skræddersyes efter elevernes forudsætninger og virksomhedernes behov. Lovforslaget indebærer blandt andet, at erhvervsuddannelserne inddeles i moduler, hvor eleverne får mulighed for at korte deres uddannelse af og vende tilbage til videreuddannelse senere i stedet for at gennemføre et langt uddannelsesforløb på én gang. Uddannelserne skal også indrettes, så de tager større hensyn til, hvad eleverne bagefter skal lave. /ritzau/