EMNER

Mere hærværk - tak

Forleden passerede jeg en af de evigt anmassende reklamer på muren ved min lokale Fakta, og til min store glæde så jeg, at reklameplakaten var blevet klistret over med plakater med påskriften ”Ingen reklamer, tak” – ordlyden, vi kender fra de små klistermærker, alt for få mennesker sætter på deres postkasse. Og hvorfor er der så grund til at glæde sig over den slags?

Det er der, fordi antallet af reklamer i det offentlige rum bare stiger og stiger. Fra 2002 til 2006 steg omsætningen på reklamer i det offentlige rum med cirka 20 procent til 405 millioner kroner om året, og samtidig er størrelsen på eksempelvis stilladsreklamer steget kraftigt. Nu er det jo ikke sådan, at vi er forsvarsløse robotter, der bare gør, som reklamerne befaler, men problemet er, at de mange reklamer, vi møder hver dag, sender et kedeligt signal om, at vores primære funktion er at være forbrugere. Det samme gør sig naturligvis gældende, når man ser tv, læser aviser og surfer på internettet, men her vælger man i det mindste hvilke og hvor mange medier, man bruger. På et eller andet niveau er der altså tale om et aktivt tilvalg, når man bruger en kommerciel hjemmeside eller tænder for en kommerciel tv-kanal. Hvis man ikke vil se på reklamerne, kan man indrette sit medieforbrug derefter. Byen tilhører til gengæld os alle, og det burde være muligt at gå uden for sin dør, uden at man skal belemres med uendeligt mange kommercielle påvirkninger, der fastholder os i en forestilling om, at vores fremmeste funktion er at forbruge, og som forsøger at overbevise os om, at vi ikke kan overleve uden de nyeste materialistiske påfund. Det er da for sørgeligt, at vores bys visuelle udtryk skal bestemmes af smarte reklamefolk, der forsøger at lokke os til at købe en ny bil eller den nyeste banebrydende burger fra McDonald's eller gud ved hvad. Det er dem, der bestemmer, hvordan vores by skal se ud – ikke os, der bor i byen. Der må hænges tusindvis af reklamer op, men hvis jeg tog en spraydåse og malede et kunstværk ved siden af de første 100 reklamer, jeg så på mure, busskure og så videre, ville jeg sandsynligvis komme i fængsel. Og hvis folkene bag ”Ingen reklamer, tak”-aktionen var blevet taget på fersk gerning, ville de få en bøde. Forskellen er naturligvis, at gæve folkevalgte politikere har sagt god for, at alverdens store firmaer gerne må ”pynte” i bybilledet, hvorimod der ikke er givet grønt lys til mine eller andre borgeres kunstværker, som derfor ville blive anset som hærværk. Hvis du har penge, er du mere end velkommen til at sætte dit præg på bybilledet, men hvis du som ganske almindelig aalborgenser prøver at gøre det samme, så er du kriminel. Vi har nemlig besluttet, at vi vil have byen til at ligne et stormagasin i stedet for et kunstværk. Det kunne jo også få uoverskuelige konsekvenser, hvis borgerne i denne ”kulturby” begyndte at tænke på sig selv som kreative kunstneriske mennesker frem for forbrugere. Kasper Voldsgaard er 30 år og skribent for Kulturmagasinet Skopet. Læser kommunikation på AAU.