Skattepolitik

Mere hjælp til virksomheder

KØBENHAVN:Virksomheder, der har gjort brug af regeringens hjælpepakke i form af udskydelse af moms og skat, kan nu ånde lettet op. De får ekstra fem måneder til at betale - fra august til december - inden de normale betalingsfrister indføres. Som udgangspunkt var der lagt op til, at de normale betalingsfrister af skat og moms skulle træde i kraft fra august - med det resultat, at virksomhederne skulle betale to rater ved udgangen af august. En langsom afvikling af fristerne er derfor løsningen, mener regeringen. - Vi gør det for at styrke virksomhedernes likviditet og kapital og for at holde gang i hjulene, siger Venstres skatteordfører Torsten Schack Petersen. Den ekstra likviditetstid betyder, at betalingsfristerne reduceres med gennemsnitlig seks dage måned for måned. Det vil koste staten et rentetab på cirka en halv milliard kroner. For virksomheder, der betaler moms kvartalsvis, foreslår regeringen, at den forlængede betalingsfrist på to måneder fortsættes for juli kvartal. Fra oktober kvartal og fremefter bliver fristen på den normale: en måned og 10 dage. Virksomheder der afregner hvert halve år får ikke gavn af den forlængede frist hvad moms angår. Men får det, når det gælder A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.