Mere hjem end det plejer

Skovgården er bygget om til ”leve-bo miljø”

HADSUND:Der var et ganske pænt rykind, da Skovgården i Hadsund torsdag eftermiddag holdt åbent hus for at markere, at ombygningen af plejehjemmet til ældreboliger er ved at være til ende. Antallet af grønne rollatorer og sorte stokke blandt gæsterne var med til at understrege, at størstedelen hørte til den ældre generation, og de kunne ved selvsyn konstatere, hvad der er kommet ud af håndværkernes rumsteren i det sidste års tid. Om få dage rykker de ud efter at have omdannet plejehjemmet til et kollektiv med 50 ældreboliger, et såkaldt ”leve-bo miljø”, der kommer så tæt på det at bo i eget hjem, som det er muligt. Det indebærer, at lejlighederne skal søges, og, hvis nogen ønsker at flytte i utide, også siges op på almindelige vilkår. Ligeledes skal lejerne selv sørge for møblering og gardiner ud over seng og sengebord, som bliver stillet til rådighed. Ombygningen har, sammen med tilbygning af fem nye opholds- og spisestuer ført til en betydelig forbedring af de fysiske rammer, ifølge teamleder Lone Kærgård, men det er ikke den største forandring. - Det bliver en ny måde at arbejde på, som vi skal vænne os til. Vi skal ikke længere bestemme over beboerne. Hvis de vil, kan de bare lukke døren til deres lejlighed, og bede os om at holde os væk, siger hun. Større valgfrihed Beboerne får flere valgmuligheder i de fem bo-enheder, som afdelingerne kaldes. De kan vælge at spise sammen med de andre beboere eller i deres lejlighed. Ligesådan bliver øvrige aktiviteter tilbud, som beboerne kan vælge til eller fra. Forandringen betyder også, at beboerne fremover skal betale husleje og kan søge boligstøtte fuldstændig som i andre boliger. Det gør ikke den store forskel for 86-årige Ejner Vernersen, der overlader økonomien til Sparekassen. - Jeg tager ned i Sparekassen og hæver mine lommepenge, jeg har aldrig røget, jeg har styr på det med at drikke, og i min alder er problemet med kvinder mindre, siger han med et glimt i øjet, og byder på et ”kongen af danmark”-bolche. Ejner Vernersen foretrækker at spise i sin lejlighed, men sammen med de øvrige beboere får han mulighed for at være med til at anrette maden i bo-enhedens spisestue sammen med personale fra køkkenet og plejerne. Det fortæller økonoma Mette Thinggaard til den gruppe hun har med på rundvisning i det ombyggede plejehjem. - Vi håber meget, at beboerne vil være med, siger hun, idet hun viser en af de nye spisestuer frem. Lone Kærgård demonstrerer hvordan håndvasken kan hæves og sænkes efter behov i de nyindrettede badeværelser, der hører til lejlighederne. Med en kombination af skydedør og almindelig dør bliver pladsen udnyttet optimalt, til gavn og glæde for både beboere og personale. Bortset fra en enkelt afdeling, hvor beboerne midlertidigt er flyttet til Bernadottegården, er boenhederne klar til at fungere fra 6. oktober, og 20. oktober er der officiel indvielse.