Mere hjemmeværn på gaderne ...

Der har lydt en del kritik af, at politireformen tilsyneladende har sendt betjentene om bag skrivebordene i stedet for ud på gaden, hvilket ellers var hensigten.

Thomas Nielsen,
Med det seneste forsvarsforlig vil hjemmeværnet i endnu højere grad end tidligere komme til at hjælpe ordensmagten.Arkivfoto: Torben Hansen
Politi 25. oktober 2008 09:01

Men ordensmagten kan så - indtil reformen kommer til at virke optimalt - glæde sig over, at de kan forlænge lovens arm med, som tiden går, flere og flere medlemmer af hjemmeværnet. En del af det seneste forsvarsforlig betød nemlig, at medlemmer af hjemmeværnet skal have en uddannelse, så de kan hjælpe politiet og beredskabsstyrelsen i katastrofe-situationer. Et kursus, der sætter medlemmerne i stand til at hjælpe i politiet i eftersøgninger, afsøgninger samt afspærringer. Og for nylig var 25 medlemmer fra hjemmeværnskompagni Sindal-Hirtshals så på kursus om "Almindelig hjælp til politiet". Medlemmerne fik gennemgået politiets organisation og opgaver, reglerne omkring anholdelser og magtudøvelse samt teorien om fredsmæssig eftersøgning og afsøgning samt afspærringsformer, En eftermiddag blev teori omsat til praksis i et skovområde, hvor de 25 hjemmeværnsfolk nærmest stod skulder ved skulder for at finkæmme området. Alle de udlagte genstande blev fundet, men som sendt fra himlen fik kursisterne pludselig en case fra den virkelige verden: Kompagnichefen var blevet ringet op af en jæger i Hørmested udenfor Sindal, der havde tabt sit bundstykke til jagtriffelen på et engstykke med knæhøjt græs. - Efter selv at have forsøgt at finde det, havde han ringet til Nordjyllands Politi for at høre om de havde en hundepatrulje der var ledig. Det havde de ikke, men han fik et råd: "Ring til Hjemmeværnet - den klarer de!", oplyser kontaktofficer Ulla Sørensen-Mølgaard, Hjemmeværnskompagni Sindal-Hirtshals. Jægeren fik googlet sig frem til kompagnichefens nummer. Normalt er det ganske vist politiet, der skal sætte hjemmeværnsmedlemmerne på en sådan opgave, men rent undtagelsesvis, sagde chefen okey-dokey, idet det var en god øvelse at runde kurset af med. Så ni af kursus-deltagerne og tre hunde, der i mellemtiden var blevet afhentet hjemme, gik i gang med at lede after bundstykket til riflen. - Desværre var det ikke hundene og deres fører, der blev belønnet for deres snusen, selvom at de godt nok fandt flere spor som de fulgte, men en af medlemmerne, der med sit falkeblik fandt bundstykket. Det var en fin afslutning på en dag, hvor teorien ikke kunne have været i friskere erindring!, lyder det fra Ulla Sørensen-Mølgaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...