Lokalpolitik

Mere industri ved Knøsgaardsvej

AABYBRO:Et flertal i byrådet satte torsdag aften arbejdet med at byggemodne endnu en industrigrund ved Knøsgaardsvej i gang. Det koster kommunen 245.000 kroner i en tillægsbevilling, og derfor skal sagen godkendes i Sammenlægningsudvalget for Jammerbugt Kommune, men til gengæld kommer der en indtægt fra grundsalget på 172.000 kroner. - Når punktet alligevel skal op i Sammenlægningsudvalget, kunne vi så ikke have taget en ansøgning om at få befæstet Knøsgaardsvej og gjort vejen bredere med. Der er megen kørsel på vejen til genbrugspladsen, spurgte Jørgen Hellum (S). Men borgmester Ole Lykkegaard Andersen (V) pegede på, at der i budget 2006 ikke er sat penge af til en forbedring af vejen. SF er imod byggemodningen dels af hensyn til Knøsgaardsvej, og dels fordi der nyligt er lavet en lokalplan for området med en anden vejadgang til det pågældende areal.