Lokalpolitik

Mere kultur for børn

AABYBRO:Byrådet skal næste år finde ud af, hvordan børn i Aabybro Kommune får tilbudt mere kultur og mulighed for at udforske kunst, kultur og kulturarven. Det fremgår af byrådets bemærkninger til budget 2003. - Vi er inspireret af vores forgæves ansøgning til Børnekulturrådet, siger borgmester Ole Lykkegaard Andersen. Aabybro søgte om tilskud til et projekt med IT og børnekultur, men det faldt bort, da den nye regering afskaffede Børnekulturrådet. - Men vi synes, det er et spændende område, og vi vil derfor tage tråden op og se, om vi kan gør det muligt at gøre vores kulturarv, kunst og kultur nærværende og spændende for børn, siger borgmesteren. - Det bliver et spørgsmål om, hvordan vi stimulerer børnenes kreativitet, fantasi og nysgerrighed i eksempelvis musik, billedkunst og film, tilføjer han.