Brønderslev

Mere liv på idrætscenter

Planer om naturgolf i Molsgade

BRØNDERSLEV:Ny aktiviteter er på vej i Brønderslev Familie og Firma Idræt. Et af dem er naturgolf. Det kunne formande Niels Ove Nielsen oplyse i forbindelse med standerhejsningen. Han sagde, at det er synd, at kun en lille del af det store anlæg i Molsgade anvendes. Der spilles kroket og petanque. Men de tidligere fodbold- og håndboldbaner står ubenyttede hen. Niels Ove Nielsen sagde, at han gerne ser, at der kommer til at ske noget på disse arealer, ligesom skovområdet skal i brug. - Det bliver ikke i år eller næste år, et anlæg til naturgolf står færdigt, men det kan ske over en periode, sagde han. Han mener, at der vil være stor interesse for at færdes i det naturskønne område, der er syd for Brønderslev. Og naturgolf er en god mulighed. Det var i øvrigt en standerhejsning præget af optimisme. Niels Ove Nielsen sagde, at det er første gang i hans formandsperiode, at der er så fint vejr. - Vi plejer at have problemer med regn og blæst. Men denne gang er der høj solskin, og det animerer til aktiviteter. Der var da også prøver på nogle af de ting, foreningen tilbyder. Blandt andet kroket og petanque. Der er stor interesse for begge aktiviteter. De 40-50 fremmødte, hvilket var rekord, sang "Jeg elsker de grønne baner", som er en omskrivning af "Jeg elsker de grønne lunde".