Mere med uld i Saltum

Uldfestival suppleres med flere aktiviteter i Saltum

Inger Bertelsen fra Bindestuen og Carsten Andersen fra Handelsstandsforeningen arbejder på Saltum Ulddage. Foto: Flemming Dahl Jensen

Inger Bertelsen fra Bindestuen og Carsten Andersen fra Handelsstandsforeningen arbejder på Saltum Ulddage. Foto: Flemming Dahl Jensen

- Der skal da også ske noget i Saltum. Det var jo der, det hele startede.

Sådan har mange tænkt og sagt, siden det kom frem om, at Saltum Uldfestivals bestyrelse i 2017 vil flytte fra Saltum by og i stedet slå teltene op ved Jambo Feriepark, oplyser Carsten Andersen handelsstandsforeningen på vegne af en arbejdsgruppe.

Derfor besluttede en gruppe borgere for et par uger siden at undersøge, om der var grobund for at samle nogle aktiviteter i Saltum by samtidig med den egentlige uldfestival den første weekend i maj.

Arbejdsgruppen består af repræsentanter fra handelsstandsforeningen, borgerforeningen og Egnssamlingen, og på det seneste møde, hvor også Bindestuens indehaver, Inger Bertelsen, deltog, blev det besluttet at arbejde videre med arrangementet under arbejdstitlen Saltum Ulddage.

Flere tidligere udstillere i Uldfestivalen har uopfordret meldt sig allerede i sidste måned, og siden er kommet en hel del henvendelser fra interesserede, der hellere vil være med i Saltum by med deres produkter, oplyser initiativtagerne.

Naturligvis har byens forretninger en stor interesse i, at der sker noget i Saltum, og de går nu aktivt ind for at være med til at skabe de bedste rammer for begivenheden. Men også de almindelige Saltum-borgere har glæde af, at der i nogle dage er mange mennesker i byen. Mange har jo blandt andet benyttet lejligheden til at holde små private loppemarkeder, eller sælge hjemmelavede ting, så der skal nok komme liv i byen på denne weekend i maj, oplyser Carsten Andersen.

- Vi vil ikke konkurrere med Uldfestivalen. Det arrangement, vi har i støbeskeen, vil være anderledes, sammenlignet med sidste års uldfestival. Og i sagens natur vil det heller ikke være så omfattende. Vi ønsker bare at sørge for, at der også i selve byen sker noget, så hele området forhåbentlig kommer til at summe af liv, uddyber Carsten Andersen.

Et bærende element ved Saltum Ulddage vil være Husflidskolen og Egnssamlingens mange udstillinger og arbejdende værksteder. Med hjælp fra frivillige vil disse steder og huse blive bemandet og håbet er, at også Marys Hus, kan nå at blive færdigrenoveret og indrettet med effekter fra 50´erne.

På p-pladsen ved Den gamle Brugskunst vil der blive opstillet et stort telt, og det gamle sygehus bliver inddraget.

Endnu ligger antallet af udstillere ikke fast, men det kan afsløres, at der er deltagelse fra både ind- og udland, og at flere kunsthåndværkere er blandt udstillerne.

Saltum Ulddage skydes i gang allerede i begyndelsen af det nye år med en stor strikkekonkurrence, der måned for måned har en ny opgave frem til finalen søndag 14. maj.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Ingen afsluttende prøver for 9. og 10. klasser: 15. april åbner institutioner og skoler for 1.-5. klasse
Luk