Mere mobning på jobbet

Der er flere tilfælde, end vi hører om, mener lokale fagforeninger

Arbejdsmiljø 6. april 2003 08:00

AARS: Birthe er egentlig ikke syg, men det føles sådan. Vækkeuret har lige ringet, og hun skal til at på arbejde, men hun kan simpelthen ikke. Det løber koldt ned ad ryggen på hende bare ved tanken om det. Hun tager dog afsted alligevel, men denne dag bliver ikke anderledes end de andre; hun bliver nedgjort og overfust af kollegerne, selv om hun gør sit arbejde godt nok. Til sidst kan hun ikke holde til det længere, så hun sygemelder sig på ubestemt tid. - Birthe blev moppet ud fra sin arbejdsplads. - Det var hæsligt. Jeg var hele tiden bange for, hvad de kunne finde på. Det blev så slemt, at jeg om morgenen begyndte at lede efter små skavanker, så jeg havde en undskyldning for ikke at komme på arbejde, fortæller Birthe. Hun understreger dog, at hun inden mobningen kun havde haft en enkelt sygedag på to år. Birthe er langt fra den eneste. En rundspørge blandt fagforeninger i byen viser, at mobning på arbejdspladsen er et reelt problem. Voksne mænd græder Der er i omtrent fem personer i gennemsnit fra hver fagforening i Aars-området, som vælger helt at sige deres job op på grund af mobning på arbejdspladsen. Enten fordi ledelsen mobber, eller fordi de daglige kolleger gør det. Det er selvfølgelig kun et lille udsnit af medlemmerne, der decideret stopper på arbejdspladsen, men det er alligevel bekymrende, mener man i de lokale fagforeninger. - Selv om det ikke er så mange, er det jo kolossalt slemt for dem, det går ud over. Jeg har oplevet voksne mænd sidde og græde på mit kontor på grund af mobning, siger den netop afgåede formand for SiD i Aars, Poul Erik Bach. Han bakkes op af Lene Haugbølle, lokalformand for Kvindeligt Arbejderforbund. - Det er blevet et større problem i løbet af de seneste år. Tidligere havde vi ikke folk, der blev kørt helt ud. Men i dag er der nogle, der bliver presset så langt ud, at der skal psykologhjælp til, forklarer Lene Haugbølle. For Birthe bliver det også nødvendigt med professionel hjælp. Hun går stadig sygemeldt derhjemme, men sporene er hun ikke sluppet af med. - Mobningen har ramt mig hårdt. På de dage, hvor jeg har det skidt, er jeg nødt til at holde mig hjemme. Der skal kun et lille blik til, før jeg begynder at græde. Hvis jeg var den type, der drak, ville jeg være fuld inden frokost. Jeg har fået et psykisk knæk, og derfor begynder jeg at gå til psykolog, forklarer Birthe. Toppen af isbjerget Også inden for handels- og kontorverdenen mærker man problemet med mobning. - Det finder også sted hos os, siger faglig sekretær i HK Aars, Anne Mette Thomsen. Hun forklarer, at det typisk foregår på den måde, at en kollega bliver lagt på is hos andre kolleger. - Så lader de som om, vedkommende er luft, og det kan man ikke holde til psykisk. Jeg synes, at mobning på arbejdspladsen er meget bekymrende, understreger Anne Mette Thomsen. Hos lærerne er det dog tilsyneladende ikke så udbredt. Men ifølge den lokale formand behøver tallene ikke at være et udtryk for problemets omfang. - Jeg har ikke haft nogle på kontoret på grund af mobning, men der er nogle, der kommer og er udbrændte. Måske ligger der noget mobning bag det. Det kan godt være, at det er et langt større problem, end man tror, siger Søren Eriksen, der er formand for Vesthimmerlands Lærerkreds. Den opfattelse deles af alle fagforeningerne. Lene Haugbølle fra KAD tror, at folk holder det for sig selv, fordi de måske synes, at det er flovt at blive mobbet. - Det er kun toppen af isbjerget, vi hører om. Jeg tror, at de folk, det går udover, har svært ved sige "jeg bliver mobbet". Derfor er der nok mange, der bare vælger at sygemelde sig uden at fortælle os noget, siger Lene Haugbølle. Der er flere bud på, hvorfor der er mere mobning på arbejdspladserne end tidligere. Men stress er formentlig hovedårsagen, vurderer de i fagforeningerne. Når man er presset af arbejdet, rykker dårlig opførsel og mobning simpelthen nærmere. Bøj ikke nakken Mobningen betød, at Birthe blev mere og mere indadvendt. Alligevel hankede hun op i sig selv og gik til sin fagforening og fortalte dem om problemerne. Det synes hun også, andre skal gøre. - Man skal gå til sin tillidsrepræsentant, når det begynder at gøre ondt. Fagforeningen er vigtig, fordi de skal og kan hjælpe. En ting, man i hvert fald ikke skal gøre, er at bøje nakken og tro, at det bliver bedre. Det gør det ikke, bemærker Birthe og ryster demonstrativt på hovedet. Det er også rådet fra fagforeningerne. Nogle frygter måske, at mobningen bliver intensiveret, hvis de melder ud, men det er et forsøg værd. - Der er måske en lille risiko for mere mobning, men man må tage en chance. Det løser sig i hvert fald ikke, hvis man ikke gør noget, siger Anne Mette Thomsen, faglig sekretær i HK i Aars. Hun understreger, at man ikke skal bilde sig ind, at det kun er harmløst drilleri, og at man bare er nærtagende. - Den, der mobber, synes aldrig, at det er slemt, men det er offerets opfattelse, der tæller. Hvis offeret føler, at det er mobning, så er det mobning, pointerer Anne Mette Thomsen. Frygten for mobning lurer stadig i Birthes baghovede, men hun håber, at hun en dag har samlet kræfter nok til at begynde på et nyt arbejde. Derfor har hun ønsket at være anonym i artiklen, men hendes identitet er redaktionen bekendt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...