Frederikshavn

Mere modvind på cykelstierne ...

Alvorligt tilbageslag for cyklismen i Frederikshavn Kommune, når statens cykelpulje forsvinder

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Det er ærgerligt for os, at cykelpuljen forsvinder, siger Lars Møller (V). Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN:Der bliver modvind på cykelstierne i Frederikshavn Kommune de kommende år, når staten lukker ned for den statslige cykelpulje.

Fra 2010-2015 har Frederikshavn Kommune modtaget godt 15 millioner kroner fra statens cykelpulje, der blandt andet har været med til at finansiere Danmarks mest cykelvenlige skole, Nordstjerneskolen, og sikret skolevejene i Skagen, Sæby og Frederikshavn i forbindelse med nye skoleveje som følge af den nye skolestruktur.

Nu er den statslige cykelpulje tom, og alt tyder på, at regeringen helt dropper den statslige cykelpulje. I starten af februar udtalte transportminister Hans Christian Schmidt til Altinget, at ”det er kommunernes ansvar at udfylde det hul, som afskaffelsen af cykelpuljen kommer til at skabe”.

Ingen stemmer i asfalt

- Det er ærgerligt for os. Vi vil ikke kunne lave nær så meget for cyklisterne som hidtil, og det kommer til at tage længere tid med udbygning af cykelstierne, siger Lars Møller (V), formand for teknisk udvalg.

I forvejen er kommunens vejkapital hårdt presset.

- Hvert år æder vi af værdierne i kommunens vejnet. I dag er vejnettet 70 millioner mindre værd, end da vi overtog en række af amtets veje ved kommunalreformen i 2007, og fortsætter vi i samme tempo, vil vi være 250 millioner bagud i 2023. Der er ingen stemmer i at ønske flere penge til asfalt. Alle de andre politikere bliver tomme i blikket, hver gang, jeg nævner det, siger Lars Møller.

Kommunen får mange ønsker om nye cykelstier, men med cykelpuljens ophør skal der prioriteres endnu skarpere.

- Vi skal se på sikkerheden. Det skal være trygt at cykle til og fra skole. Det må være højeste prioritet, og så må de mere rekreative cykelstier vente, siger Lars Møller.

Cyklistforbundet: En katastrofe

Ifølge Cyklistforbundet vil det få katastrofale følger at sløjfe cykelpuljen.

- Faktisk er den danske cykelkultur under pres, selv om vi verden over er kendt som et cykelland. Danskerne cykler i dag mindre end i 90’erne, og flere børn køres i skole frem for at cykle. Først i 2014 så vi en tendens til fremgang, og det har cykelpuljen sin del af æren for. Derfor vil det være katastrofalt, hvis man sløjfer cykelpuljen nu - især når regeringen samtidig gør det mere attraktivt at køre bil ved at nedsætte afgifter på biler og indføre kørekort til 17-årige, siger Claus Bondam, direktør i Cyklistforbundet.

Ifølge den nationale cykelstrategi fra 2014 er den samfundsøkonomiske gevinst af at cykle en kilometer seks kroner, hvis cykelturen erstatter en biltur.

Det kan aflæses på bundlinjen i form af færre udgifter til sundhedsvæsnet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst