Mere musik i Gaden

Aalborg 22. september 2002 08:00

MIDTBYEN: Flertallet i byrådets tekniske udvalg har intet imod, at restauratør Torben Jensen skruer op for musikken i sin spiserestaurant Saltlageret i Jomfru Ane Gade, hvis bare det ikke generer opgivelserne. Torben Jensen har søgt om dispensation til at skrue musikken op til mere end 80 decibel, fordi han gerne vil drive Saltlageret efter et nyt koncept for at tage konkurrencen om med de deciderede musikrestauranter i gaden. Det er hans plan, at Saltlageret først på aftenen skal være spiserestaurant for senere på aftenen at blive omdannet til musikrestaurant. Det er bevillingsnævnet, der skal tage stilling til den kombinationsform. Men flertallet i teknisk udvalg har intet imod musikken, hvis blot den overholder støjgrænserne ude på gaden. Hvor højt musikken lyder indendørs, vil udvalgets medlemmer ikke blande sig i. Et af udvalgets medlemmer, Rainer Dannemare (K), ønskede dog sagen udsat. Men han var selvsagt i mindretal. Det er nu op til bevillingsnævnet, om tilladelsen kan gives.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...