EMNER

Mere om kulturhuset i Skagen

BYGGERI:”Nu skal vi ha’ det Kulturhus” siger Bjarne Kvist. Jeg kan ikke være mere enig, men hvordan og hvornår? Først skal vi have den folkeafstemning om hvor den skal placeres. Men hvem skal stemme? Skal det kun være dem der bor i den gamle Skagen kommune eller skal det være hele Ny Frederikshavn kommune. Det kan der sikkert gå megen tid med. ”Vanskelighed med at genfinde entusiasmen for Kulturhuset frem” siger en rapport. Er det så sært, i juni 2006 besluttede et flertal i Skagen Byråd, bestående af Venstre og Konservative at der skulle bygges på skolemarken. Men det var vi nogle fra Socialdemokratiet og SF i Skagen, der mente, at det flertal ingen kompetence havde mere, da de efter valget i November2005 havde lidt et sviende nederlag og efter vores opfattelse kun kunne fungere som et forretningsministerium. Så vi gik i gang med en underskriftindsamling. I løbet af cirka to måneder havde vi indsamlet 1500 underskrifter imod at bygge på Skolemarken. Sammenlægningsudvalget i Ny Frederikshavn anbefalede Skagen Byråd at lave en folkeafstemning. Men det kunne man ikke blive enige om, da det såkaldte flertal stillede sig på tværs og ville have at der skulle stemmes om det skulle være Sneglehuset eller det projekt, som handlede om Kappelborgskolen. Men det var ikke det vi ville. Så hvis vi i Skagen ikke får et Kulturhus, må vi anklage Venstre og de Konservative. Man kan godt nok tvivle på om Ny Frederikshavn kommune kan afse midler til bygge/lave Kulturhus i Skagen. Samtidig med at der skal spares mange millioner på ældreområdet og børneområdet. Lad os håbe at det ikke udvikler sig til en farce, men håbe det bedste og få vækket den stemning der skal til og genfinde entusiasmen for Kulturhuset.