Motionsidræt

Mere plads til pigerne og musklerne

Aalestrup Motionscenter udvider, så der bliver mere plads til alle

Halinspektør Søren Bruun Sørensen er i fuld gang med at tilføje mange kvadratmeter til Aalestrup Motionscenter. I følge planen står lokalerne klar til februar. Foto: Torben Hansen

Halinspektør Søren Bruun Sørensen er i fuld gang med at tilføje mange kvadratmeter til Aalestrup Motionscenter. I følge planen står lokalerne klar til februar. Foto: Torben Hansen

AALESTRUP:Der er ved at blive lidt trængt i kælderen i Aalestrup Hallen, hvor Aalestrup Motionscenter holder til. - Vi vil gerne have nogle større lokaler for at tiltrække flere kvindelige medlemmer. Som det er nu, synes mange, at man står lidt for tæt i centret, forklarer Evald Munk, der er formand for Aalestrup Motionsforening, der driver motionscenteret på frivillig basis. Hallen bygger for centeret Derfor er Aalestrup Hallen nu i fuld gang med at bygge om, så der i fremtiden bliver mere plads at øge muskelmassen på. Aalestrup Motionscenter lejer nemlig sine lokaler af Aalestrup Hallen I samme omgang har hallen og motionscenteret underskrevet en ny 10-årig kontrakt, der træder i kraft per 1. marts næste år. Det kommer til at betyde, at motionscenteret fremover får rådighed over hele kælderen, hvor de i dag kun har et enkelt lokale samt omklædningsrum. Ombygningen består af nye gulve og lofter, og der bliver væltet en væg, så motionsrummet bliver dobbelt så stort. Desuden får Aalestrup Motionsforening rådighed over et klublokale, der ligger i forbindelse med træningslokalet. En social udvidelse Halinspektør i Aalestrup Idrætscenter Søren Bruun Sørensen håber, at lokalerne står klar til februar, hvorefter Aalestrup Motionscenter selv skal indrette lokalerne. - Vi ser en formidabel mulighed for at skabe et motionscenter med plads til alle. Vi vil derfor lave separate afdelinger til børn, kvinder, vægttrænere, konditionstrænere og pensionister, da vi erfarer, at ikke alle grupper føler sig velkomne og tilpas i det nuværende motionscenter, og det ønsker vi bestemt at ændre på, forklarer Evald Munk. Han er overbevist om, at den nye indretning ikke bare giver mere plads: - Det bliver mere socialt, nu hvor der er plads til flere. Og der bliver også plads til eks boksetræning, der tidligere har måttet leje sig ind i lokalerne andre steder i hallen. Nu kan vi være flere og vi kan være samlet, slutter Evald Munk, der ser frem til at tage det nye center i brug.