Mere plads til sundheden

Ny klinik bliver mere udadvendt over for borgere og virksomheder

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lone Olesen klar til at tage imod sammen med Denis Nyboe. Han vil i øvrigt gerne høre ideer til anvendelse af det gamle slagtehus på Møllevej 2, måske et fremtidigt galleri?

SKØRPING:Håndværkerne har haft travlt til det sidste, så dørene i dag kan slås op for alle interesserede i den nye Klinik for Fysioterapi på Møllevej 2 i Skørping. Fra de gamle 200 kvadratmeter i Jyllandsgade 23 er klinikken nu kommet til at råde over hele 700 kvadratmeter, som tidligere husede flygtninge i Visse. Det var lidt af et kup, at der pludselig var mulighed for at købe pavillonerne og flytte dem til Skørping, mener fysioterapeut og indehaver af klinikken, Denis Nyboe: - Jeg gik jo og tænkte på at bygge det gamle byggemarked her på Møllevej 2 om, men det ville blive temmelig dyrt. Så er der også den store fordel ved pavillonerne, at vi kunne beholde alle 700 kvadratmeter ved jorden, så det er nemmere at færdes her for kørestolsbrugere og gangbesværede, siger Denis Nyboe og fremhæver også, at bygningerne allerede var indrettet med flere mindre rum, så fysioterapeuterne nu kan behandle folk for lukkede døre: - Man kan ikke i nye klinikker få godkendt gardinadskillelser, som vi havde i Jyllandsgade. ”Få din diagnose før din nabo”, forklarer Denis Nyboe. Pladsbehovet er opstået, fordi fysioterapeuterne gerne ville udvide deres tilbud om træning og forskellige sundhedsopgaver. - Ud over det sædvanlige sygesikringsarbejde kan vi nu tilbyde blandt andet holdtræning og sundhedsundersøgelser for virksomheder. Og hvis den nye Rebild Kommune vil bruge os til genoptræningsopgaver, er vi i hvert fald gearet til det nu, siger Denis Nyboe. Han og en kollega har også uddannet sig i coaching, så man som privatperson kan købe pakken ”sund på tre måneder”, hvor man først bliver undersøgt og får lagt et program, hvorefter fysioterapeuten hjælper med at få det ført ud i livet. - Det handler typisk om at skabe mulighed for at ændre på nogle uhensigtsmæssige vaner. Vel at mærke sammen med faglært personale. Her kunne vi i øvrigt godt tænke os at få nogle andre fagpersoner ind i huset, som kan supplere, men kun af den statsutoriserede slags, for eksempel en diætist, siger Denis Nyboe, som lægger meget vægt på det professionelle faglige niveau og for eksempel ikke har så megen fidus til motionscentre, hvor træningen ledes af frivillige. - Som faglærte er vi jo også parate til at tage ansvaret, hvis der sker skader under træning, siger Denis Nyboe med alvorlig mine. Klinik for Fysioterapi er en af en halv snes såkaldte Bene-fit-klinikker, som samarbejder om at tilbyde lidt mere end de traditionelle sygesikringsopgaver.