Mere samarbejde om erhvervsråd

Borgmester Hans Rex (V) i Skagen håber udviklingsråd fortsætter

VENDSYSSEL:- I mit hoved ser fremtiden i Ny Hjørring Kommune således ud, at vi kun har et erhvervsråd med en erhvervschef. Det vil være den bedste struktur, siger formanden for sammenlægningsudvalget og kommende borgmester i Ny Hjørring Kommune, Finn Olesen (A). I øjeblikket har de fire kommuner, Løkken-Vrå, Sindal, Hirtshals og Hjørring, hvert sit erhvervsråd, og selv om der diskuteres og holdes møder på tværs af kommunegrænserne, er det langtfra besluttet, hvordan strukturen skal være fremover. Og Finn Olesen er da heller ikke modstander af lokale erhvervsforeninger, som man f.eks. har det i Tårs - blot skal der være en overordnet paraplyorganisation, som arbejder for erhvervslivet i hele den nye kommune. Der er en model mere i spil, nemlig en struktur, hvor den nye kommune har absolut flertal i erhvervsbestyrelsen og dermed sidder på beslutningerne, men den model kan Finn Olesen ikke tilslutte sig. - Det må være folk med direkte tilknytning til erhvervslivet, der er bedst til at varetage erhvervslivets interesser, siger han. Beslutningen om den endelige struktur forventes at falde på plads i løbet af efteråret. På et mere regionalt plan er erhvervslivet i Vendsyssel samlet i et fælles organ for de ni nordligste kommuner i Vendsyssel - nemlig i Vendsyssel Udviklings Råd (VUR). Her sidder borgmester Hans Rex fra Skagen Kommune i spidsen som formand, og han håber, at VUR kan fortsætte i hvert fald hele 2007. - Så må erhvervslivet og politikerne finde ud af, hvordan fremtidens samarbejde skal struktureres derefter, siger han. VUR har tre projekter, som afsluttes i 2007, og det er med dem i tankerne, at Hans Rex gerne vil have VUR til at fortsætte. Den afgørelse forventes at falde inden udgangen af september i år. - Vi har to projekter, der afsluttes 30. juni 2007 - nemlig ”Udvikling af kystbyerne” og ”Smagen af Vendsyssel”, mens projektet ”Den digitale bro” slutter 31. december 2007, siger Hans Rex. Forleden holdt de kommende borgmestre i Ny Hjørring, Brønderslev-Dronninglund og Frederikshavn Kommuner møde om netop erhvervssamarbejde. Konklusionerne på mødet var enighed om at arbejde sammen på tværs om de projekter, der måtte opstå - og samtidig give hinanden plads til at arbejde for egne interesser. Til gavn for fællesskabet. Men hvor Ny Hjørring og Frederikshavn Kommuner er enige om, at fællesskabet omkring VUR, blot i en ny form, skal fortsætte, ser det anderledes ud i Brønderslev-Dronninglund Kommune. - Her har man næsten besluttet at indgå i det såkaldte Aalborg-samarbejde, hvor udgangspunktet er Aalborg Kommune. Men det betyder ikke, at vi ikke kan arbejde sammen om konkrete projekter, siger Finn Olesen.