Mere sølv i den gyldne å

Amtet arbejder stadig for at sikre fiskenes frie vandring

Binderup 1. juni 2003 08:00

At sidde i græsset blandt blomstrende lyslilla engkarse eller buttet engblomme ved åen, der snor sig i dalen. At nulre smalbladet mærke og genkende duften af gulerod på en solskinsdag i maj. At snige sig ned til det spritklare strømmende vand og spotte en bækørred i kanten af en tue med vandranunkel. Det er guld for den, der ved, hvor man skal lede. Ove Nielsen sætter den lidt buttede amerikanske tørflue Humphy på forfanget og sender den i en præcis bue opstrøms på et af de gode steder i Binderup Å. For ham er fluefiskeriet ikke en hobby. Det er en måde at leve på, der omfatter alle sanser og afspejler sig i alt, hvad han gør. Engang var Ove Nielsen, den kendte grejforhandler fra Aalborg, danmarksmester i fluekast, og engang var Binderup Å bækørredvand i europæisk topklasse. Kendte lystfiskere fra ind- og udland valfartede i 50-60'erne til den himmerlandske kalkstrøm for at dyrke klassisk nymfe- og tørfluefiskeri og fange mange og store bækørreder. Ove Nielsen, der tilbragte en stor del af sin barndom og ungdom ved åen, hvor hans forældre havde en fiskehytte, kaster stadig førsteklasses med fluestangen, og Binderup Å kan blive lige så god, som den var engang – eller meget bedre, hvis ørredernes frie vandring fra fjord til udspring og tilbage igen, kan sikres, spår rapporten "Fiskebestand og fiskepassager i Binderup Å", forfattet af biolog Thorsten Møller Olesen fra Nordjyllands Amt. Den gyldne bækørred og den sølvfarvede havørred er en og samme fisk. Forhindres den i at vandre eller er der tilstrækkeligt med skjulesteder i åen, bliver den, hvor den er født og bliver til en bækørred. Primært hunnerne vandrer til havs for hurtigt at æde sig store og producere masser af rogn. Selv en lille han i bækken kan befrugte den store madamme, der til gengæld kan vælge at konvertere til bækørred, hvis hun efter gydningen ikke kan finde vej til fjorden. Der vil typisk være en god bestand af bækørreder i et vanskeligt passabelt vandløb, hvis vandkvaliteten ellers er god, og det er den i Binderup. Dambruger i dialog - At se en glad lystfisker komme fra åen med fisk, er også noget, der gør mig glad, så forbedringer, der giver bedre vand og flere vilde fisk, vil vi gerne støtte, men det skal ikke være på en måde, der går ud over os, siger dambruger Jens Knudsen, mens han viser rundt på det sted ved Binderup Å, hvor det ubetinget er flest fisk, nemlig i klækkeriet på Binderup Mølle. Tre millioner små regnbueørreder er undervejs i produktionen. - Vi og fiskene skal være her døgnet rundt. Lystfiskerne kommer kun engang imellem, og mens de kan være idealistiske, er vi nødt til at være realistiske. Vi kan ikke acceptere løsninger, der forringer vores virksomhed, understreger han. Sammen med sin far, Ib Knudsen, driver han fire dambrug ved Binderup Å. Han kan huske, da han som knægt lånte sit fiskegrej ud til københavnere, der kom for at fiske i den berømte å. - Det er noget sludder at ville have naturen tilbage til det, der var engang. Det kan man ikke, man kan kun gå frem, supplerer Ib Knudsen, mens han holder øje med vandstand, pumper og grødefang. At være dambruger er fuldtidsarbejde, og selv om der er automatik på det meste, tjekker Ib Knudsen en ekstra gang. For ham har amt og lystfiskere altid mere været mere mod- end medspillere. Som i Palæstina-konflikten føler han det ikke nemt at skulle forblive venlig, når de andre hele tiden kaster bomber. - Danmarks Sportsfiskerforbund har ødelagt utroligt meget, fordi det konsekvent har anket, hver gang vi har søgt om at ændre noget. Det højner ikke troværdigheden, men vi er stadig åbne overfor forandringer, tilføjer både far og søn. De har ikke kunnet acceptere amtets første projektforslag til et stryg ved Binderup Mølle, men vil gerne forhandle og gerne være med til at sikre havørredernes frie vandring. Slået ihjel Ove Nielsen stopper piben og tænker tilbage på forunderlige oplevelser ved åen. Alle de dejlige mennesker, han har mødt, og de pragtfulde fisk, der var engang. - Det var bedre, da lodsejerne stod for vedligeholdelsen og blev kontrolleret af amtvandsinspektøren en gang om året. Grøden blev slået med le, og aflejringer gravede vi op med en skovl. Åen var i balance med de rigtige vandplanter og et rigt insektliv. Siden blev åen forurenet af mejeriet i Kirketerp, med spildevand fra byer, belastet af intensiveret dambrugsdrift og af effektivt landbrug. Ekstra næring gav for megen grøde, og amtet overtog og satte ind med grov grødeskæring fra båd. Alle plantearter blev skåret ens, bunden sandede til, og vandstanden steg. - Så fandt man på, at skygge skulle begrænse grødevæksten og lod sivene gro, vandløbet blev indsnævret, men det blev vandmængden ikke, og så fik vi oversvømmelser. Det nye mantra hedder grødeskæring i strømrender for at give skjul til fiskene, men at Binderup Å stort set er én strømrende, har ingen tænkt på. Naturen ved Binderup Å er jo ikke defineret af Nordjyllands Amts Miljøafdeling, understreger Ove Nielsen. - De gamle dage kan ikke komme tilbage, men der er store muligheder for at få et rigt vandmiljø tilbage, hvis man udnytter den viden, man har i dag om vandpleje, grødeskæring og dambrugsdrift, tilføjer han. I begyndelsen af 60'erne, endnu mens fluefiskerne efter engelsk forbillede kastede deres fine silkeliner, tog forureningen til. Åer og bække blev brugt som det nye velfærdssamfunds afvandingskanaler og kloak. Ved Binderup Mølle var der spærret, så fiskene hverken kunne vandre op eller ned, og det havde der i øvrigt været i langt over 100 år. Tilbage til naturen - Den glorværdige fortid i 50'erne var kunstig, og den fine bestand af bækørreder var delvist baseret på udsætninger. Set ud fra et natur-etisk synspunkt blev fiskene holdt i spændetrøje. Målet må være at give ørreden og andre fisk mulighed for frit at vandre fra fjord til udspring, siger biologen Thorsten Møller Olesen. I rapporten konkluderer han, at opgangen af havørreder kan øges fra godt 1000 til 2000-3000, hvis passagemulighederne forbedres både op og nedstrøms ved åens nuværende syv spærringer. I dag er der fisketrapper ved de seks forhindringer. Trapperne virker, men ikke optimalt, og da de ligger som perler på snor, får de karakter af en forhindringsbane, hvor alt for få ørreder når op til landets bedste gydepladser, og hvor for få ungfisk når ud til fjord og hav. - Det er synd, når der nu findes så fantastisk et potentiale. I 1988 undersøgte vi en strækning ved Kalstrup, et bredt og langsomt flydende stykke med en monokultur af pindsvineknop på en kedelig bund af sand og mudder. I 2001 kom vi igen for at tjekke effekten af miljøvenlig vedligeholdelse. Åen var snævret ind til halv bredde med varieret vegetation af mærke og vandranunkel og en bund af sand og grus. Antallet af ørreder var forøget otte gange, fortæller Thorsten Møller Olesen, mens han bukker sig og plukker en stængel af den gode vandranunkel, der forsvinder, når man skærer groft, men bevares, når man skærer nænsomt. I kanten gror smalbladet mærke og danner tag over de små ørreders bolig. Under en sten finder han tre forskellige vårfluelarver og en lille huesnegl, der hver især fortæller, at Binderup Å er prima ørredvand, der bare venter på at blive brugt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...