Mere spændende end velspillet

LANDSPOKALTURNERINGENS 4. RUNDE HÅNDBOLD DAMER Visse IF (JS)-Dall/Ferslev IF (3.div) 28-26 (11-12) Flest mål for Visse: Berit Voersåe GUG: Lokalopgøret mellem de to mandskaber er altid mere spændende end direkte velspillet, også denne gang i pokalturneringen hvor Visse efter kampen stod med håneretten samt kvalifikation til 5. runde af landspokalturneringen. En meget svingende første halvleg gav skiftende føringer, men fra anden halvlegs start tog Visse dirigentstokken, og skabte sig en 6 måls føring. 5 minutter før tid var føringen på 5 mål, og DFI fik først reduceret i kampens sidste minutter. - Der var ikke nogen panik, højest lidt gummiarm, sagde Visse træner Søren Brink efter opgøret, hvor han roste Berit Voersåe for en stor indsats og mange scoringer fra sin position som bagspiller. I næste runde vil vi gerne trække et hold som vi kan matche, så vi kan gå videre til 7. runde og der trække et ligahold, såsom Aalborg DH, sluttede Søren Brink IK 1919 Aalborg (JS)-Sindal IF (2.div) 19-30 (8-16) Flest mål for IK 1919: Lena Hyldgaard 6, Pernielle Christensen 6 AALBORG: IK 1919 træner Martin Langballe havde set 2. divisions suveræne tophold Sindal i aktion, så han vidste at der ventede IK 1919 er nærmest umulig opgave, og at pigerne skulle gå ind og nyde kampen, og så ellers gøre det så godt som muligt. IK 1919 mandskabet havde hørt efter, for efter et kvarters spil var stillingen overraskende, men fuld fortjent, 5-1 til hjemmeholdet. Herefter strammede Sindal op anført af kampens store oplevelse, Sindal profilen Anniken Solberg, og i første halvlegs sidste kvarter løb holdet fra IK 1919. I anden halvleg virkede Sindal tilfredse, og hjemmeholdet arbejdede hårdt, så de to mandskaber spillede næsten lige op i kampens sidste 30 minutter. - Et eller andet sted var målet at tabe så lidt som muligt, så jeg er godt tilfreds, sagde IK 1919 træner Martin Langballe efter kampen. - Pigerne kæmpede rigtig godt, men Sindal er et klassemandskab, der hører hjemme i første division, så der var ikke noget at komme efter resultatmæssigt. Nøvling IF (JS)-Horne KFUM (3.div) 15-22 (7-11) Flest mål for Nøvling: Rikke Henriksen 5, Louise Nielsen 2 KLARUP: 1-1 var det tætteste Nøvling var på en føring i kampen, hvor hjemmeholdet med træner Jan Frank Pedersen ikke leverede en superkamp, mod det rutinerede 3. divisionshold fra Horne. Det meste af første halvleg var Nøvling bagud med 2 mål, og så mod halvlegens slutning kom Horne KFUM yderligere i front. - Vi havde vore muligheder for vi spillede ganske OK, men Horne lokkede os rutineret i mange fælder, så de selv kunne få en række "snigermål", sagde Jan Frank Pedersen om kampens udvikling. - De skulle have haft lidt mere modstand, men vi smed for mange bolde væk, sluttede Jan Frank Pedersen, der nu kan holde juleferie med sit mandskab, og se tilbage på en absolut godkendt første halvsæson. jeege