Mere speed i høgene

Næste sæsons spillestil bliver en noget anden hos Frederikshavn White Hawks.

White Hawks-cheftræner Lars Ivarsson (tv.) vil tilføre holdet en helt ny spillestil. Foto: Mette Nielsen

White Hawks-cheftræner Lars Ivarsson (tv.) vil tilføre holdet en helt ny spillestil. Foto: Mette Nielsen

Mandag præsenterede Frederikshavn White Hawks endnu en forstærkning til holdet. Den 23-årige svenske forward Oscar Andersson. En spiller som kommer til at passe lige ind i den filosofi, holdet skal spille efter. For med svenske Lars Ivarsson som cheftræner, bliver det et forandret White Hawks-hold, der løber på isen i næste sæson. - Man vil se ishockey med mere fart og mere fight end i sidste sæson. Lars Ivarssons filosofi går på speed og knaldhårdt arbejde. Vi skal vinde pucken højt og gå direkte på mål. Så selv om han er svensk, så har han også lidt canadisk stil i sig, siger Henrik Andersen, direktør for Elite Nord Frederikshavn A/S, selskabet bag White Hawks. Og det er ikke slut med at hente forstærkninger. Henrik Andersen varsler, at der senere på ugen kommer endnu en ny spiller til klubben.