Mere tid til bogormene

Borgerne i Vodskov går helt nye tider i møde på det lokale bibliotek

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hotline til lånerne. Telefonen er en direkte forbindelse til personale på Hovedbiblioteket i Aalborg.

Livet går ikke i stå, fordi klokken er blevet 17. Ud fra den anskuelse er biblioteket i Vodskov genindviet med helt nye åbningstider. Så nu er der tid til både at købe ind og gå på biblioteket. I hvert fald hvis man er en travl børnefamilie. Fremover er der nemlig åbent kl. 9-21 på alle hverdage og lørdag 10-15. Bibliotekarer er kun at finde på biblioteket i et begrænset omfang, og lånerne skal i høj grad være indstillet på selvbetjening. Når personalet ikke er der, skal man selv åbne døren med sit lånerkort eller sygesikringskort, der køres igennem en slæde. Og alt udlån og aflevering sker ved automater. Hele bogsamlinger vil dog næppe forsvinde af den grund. Dels er der et alarmsystem ved udgangen, og dels bliver alle lånere videofimet, og billederne bliver lagret i en database på Hovedbiblioteket i Aalborg. Blandt de mange Vodskov-borgere, som onsdag var mødt frem til genindvielsen af biblioteket på hovedgaden, var der tilfredshed med det nye tilbud. En af dem var Birgit Jacobi, som havde brug for nye forsyninger af læsestof. – Jeg er ikke helt klar over, om jeg også kan låne, når der ikke er personale til stede. Men det finder jeg vel ud af. Med hensyn til de længere åbningstider, lyder det fint, men for mig gør det ikke nogen forskel. Jeg er pensionist, så jeg har tid til at komme, hvornår det skal være, siger Birgit Jacobi, som låner et par gange om måneden. Vodskov Bibliotek er det andet "næsten døgnåbne" bibliotek i landet, og modellen kan tænkes udbredt til flere andre lokalbiblioteker i Aalborg Kommune. – Vi har flere lokalbiblioteker, der ligger attraktivt placeret i byerne med et aktivt forretningsliv omkring sig. Så harmonerer det ikke, når borgerne ofte oplever, at biblioteket er lukket, siger kulturrådmand Henrik Thomsen (SF).