Mere vold og sexkriminalitet i Grønland

KØBENHAVN:Vold, sexforbrydelser og narkotikakriminalitet. Der bliver over hele linjen anmeldt flere lovovertrædelser i Grønland end i Danmark. Det viser tal, som politimesteren i Grønland har leveret til justitsminister Lene Espersen (K). Antallet af anmeldelser per 10.000 indbyggere var i 2005 for Danmark, Grønland og Færøerne henholdsvis 801, 1019 og 211. Når det kommer til sædelighedskriminalitet - f.eks. voldtægt, pædofili og incest - er tallene meget markante. Målt på per 10.000 indbyggere var der i 2005 henholdsvis fem og seks anmeldelser i Danmark og på Færøerne. I Grønland var der 66 anmeldelser. Også inden for vold og narkokriminalitet er der flere anmeldelser. Folketingets retsudvalg rejser på tirsdag til Grønland sammen med justitsminister Lene Espersen for bl.a. at se på det grønlandske retsvæsen forud for arbejdet med en ny kriminallov. /ritzau/