- Merforbrug er inden for skiven

Ikke alarmerende, siger rådmand om overskridelse på plejehjem

Rådmand finder ikke overskridelsen alarmerende. Arkivfoto <i>Pressefotograf Henrik Bo</i>

Rådmand finder ikke overskridelsen alarmerende. Arkivfoto Pressefotograf Henrik Bo

AALBORG:Et merforbrug på Fremtidens Plejehjem på to millioner kroner svarende til syv-otte procent, primært på grund af flere vikartimer end ventet, vækker ikke bekymring hos ældrerådmand Thomas Krarup (K).

- Det er inden for skiven, omend til den trælse side. Vi havde alle sammen håbet på et rundt fint nul, men det er ikke alarmerende på nogen måde, siger Thomas Krarup, der ligesom konstitueret ældre- og sundhedschef Lars Nøhr forklarer budgetoverskridelsen med, at der er tale om indkøring af en helt ny institution.

- Når et nyt sted bliver taget i brug, vil der være ekstra omkostninger, der hober sig op, og det er det, der bliver taget hånd om her i 2015. Jeg har forstået, at der allerede er en positiv udvikling på det punkt, siger Thomas Krarup, der af samme årsag forudsætter, at plejehjemmet i fremtiden vil holde sig inden for budgettet, som han i øvrigt ikke ser grund til at røre af den grund.

- Jeg ser ingen grund til at ændre i tildelingsmodellen som følge af det her, siger rådmanden, der betragter det som en sag, der klares på administrativt niveau.

- Når noget buler ud som her, er det ledelsens opgave at presse tingene ind igen, og det er ikke noget, vi har haft oppe at vende i udvalget (ældre- og handicapudvalget, red.), siger rådmanden, der i øvrigt påpeger, at Fremtidens Plejehjem ikke er den institution blandt kommunens 43 plejehjem med den største budgetoverskridelse.

- Og så er det andre, der bruger under budgettet. Økonomien fluktuerer over tid, siger Thomas Krarup, der tilføjer, at det samlede merforbrug på kommunens plejehjem på i alt 2,6 millioner kroner på den baggrund ikke kan forklares med at Fremtidens Plejehjems merforbrug alene.

- Det er som nævnt ikke det plejehjem med det største merforbrug, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden