Merkel: EU er klar til at skrue op for sanktioner

Sanktionerne mod Rusland skal strammes yderligere, hvis det er nødvendigt, siger Merkel inden EU-topmøde.

EU-landene skal vise, at de er klar til at give sanktionerne mod Rusland endnu en stramning.

Det siger den tyske forbundskansler, Angela Merkel, inden torsdagens topmøde i Bruxelles, hvor EU's stats- og regeringschefer skal finde en grimasse, der kan passe, over for Rusland og præsident Vladimir Putin.

- EU-topmødet i dag og i morgen vil gøre det klart, at vi til enhver tid er klar til at introducere sanktioner fra tredje fase, hvis situationen forværres, siger Merkel.

Hun tilføjer, at G8-gruppen, der inkluderer Rusland, formelt er lagt død, så længe den diplomatiske krise med Moskva står på.

- Som situationen er i øjeblikket, så eksisterer G8 ikke længere, siger Merkel.

Ved et hasteindkaldt topmøde for to uger siden vedtog EU-lederne det, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kaldte "en tretrinsraket" af sanktioner.

I første omgang afbrød EU en række politiske forhandlinger med Rusland.

Dernæst har EU indført indrejseforbud og indefrosset kapital for 21 navngivne militærfolk og politikere fra Rusland og Krim-halvøen.

Som fase tre skulle det medføre "yderligere og vidtrækkende konsekvenser", hvis Rusland tog nye skridt for at destabilisere situationen i Ukraine.

Det ventes dog ikke, at EU-lederne på dette topmøde er parate til at iværksætte egentlige økonomiske sanktioner mod Rusland.

Til gengæld lægger Angela Merkel op til, at der vil blive tilføjet nye navne til den sorte liste over personer med indrejseforbud i EU.

På hjemmefronten er Tyskland gået et skridt videre med sanktioner mod Rusland.

Den tyske våbenvirksomhed Rheinmetall fik onsdag besked på, at den må indstille sine planer om at levere teknologi og udstyr til en værdi af 100 millioner euro til et såkaldt kampsimulationscenter i Rusland.

Ifølge tysk lov kan regeringen nedlægge veto mod salg til udenlandske firmaer, hvis handlen anses for at være en trussel mod tysk sikkerhed.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst