EMNER

Merkel mister magten i delstat

STUTTGART:Efter næsten seks årtier ved magten i den sydvestlige tyske delstat Baden-Württemberg står forbundskansler Angela Merkels konservative parti, CDU, til et nederlag ved søndagens delstatsvalg. Ifølge de første prognoser fra de tyske tv-stationer ARD og ZDF vil en rød-grøn regering komme til magten i den velhavende delstat. Valgets udfald, der kan få følger for hele det politiske landskab i Tyskland, betyder, at Miljøpartiet De Grønne for første gang nogensinde kan få deres første ministerpræsident i en delstat. Sammen med socialdemokraterne i SPD har De Grønne omkring 48 procent af vælgerne med miljøpartiet som det største af de to partier. CDU er med 38 procent af stemmerne på ny det største parti i delstaten, men har sammen med koalitionspartneren, det liberale FDP, færre pladser i Landdagen end det socialdemokratiske SPD og De Grønne, som sammen har 48 procent af vælgerne bag sig./ritzau/