Udland

Merkel og Juncker ønsker sammenhængende kurs

Angela Merkel og Jean-Claude Juncker mener, det er nødvendigt med en mere sammenhængende politik om flygtninge

EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, siger, at han søndag drøftede flygtningekrisen i EU med forbundskansler Angela Merkel, og at de nåede til enighed om, at det er nødvendigt med en mere sammenhængende politik for at holde Europas indre grænser åbne.

- Jeg har netop talt med kansler Merkel. Vi er enige om, at grænser skal holdes åbne mellem EU's medlemslande, at der er brug for mere Europa og mere solidaritet i håndteringen af flygtningekrisen, siger Juncker.

Samtalen fandt sted samtidig med, at Tyskland indførte grænsekontrol over for Østrig i lyset af flygtningekrisen.

- Tyskland stoppede klokken 17.00 togtrafikken fra Østrig, oplyste Østrigs statsbaner.

Juncker giver også sit "ok" til den midlertidige, tyske grænsekontrol. Han siger, at grænsekontrollen ser ud til at være i overensstemmelse med Schengen's kriseregler.

Schengen-samarbejdet sikrer de åbne grænser i EU. Juncker siger samtidig, at Tyskland skal stræbe efter at åbne grænserne igen så hurtigt som muligt.

EU's justits- og indenrigsministre ventes på et møde mandag at træffe den formelle beslutning om at fordele de 40.000 flygtninge, som EU-Kommissionen foreslog tilbage i maj, selv om de stadig mangler at fordele næsten 8000 for at nå i mål.

I onsdags lagde Juncker så ekstra 120.000 flygtninge på bordet til fordeling, og det antal vil det luxembourgske EU-formandskab forsøge at nærme sig en politisk enighed om på mødet.

Den tyske grænsekontrol understreger ifølge kommissionsformanden behovet for at nå en aftale på mandagens møde.

EU-præsidenten, Donald Tusk, vil hasteindkalde medlemslandenes stats- og regeringschefer til et krisetopmøde senere på måneden, hvis flygtningekrisen bliver ved med at splitte de 28 EU-lande.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst