Udland

Merkel springer atter ud som Kohls pige

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, hylder genforeningskansleren 30 år efter, at Helmut Kohl blev valgt.

Merkel springer atter ud som Kohls pige

Angela Merkel blev kaldt "Kohls pige", da hun efter Berlinmurens fald i 1989 gjorde lynkarriere i det kristeligt demokratiske CDU, hvor genforeningskansleren, Helmut Kohl, gjorde den politisk uerfarne kvinde med den østtyske opvækst til minister.

Siden var Merkel medvirkende til at vælte sin gamle - og dybt skuffede - mentor af piedestalen som partiets æresformand, da hun som CDU's generalsekretær under en partistøtteskandale krævede et opgør med Kohl-æraen.

Men torsdag aften var alt gammelt nag glemt: Den nuværende forbundskansler og CDU-formand hyldede sin forgænger ved et festarrangement i Berlin i anledning af, at det 1. oktober er 30 år siden, at Helmut Kohl blev valgt til forbundskansler.

- Sikke et uvurderligt lykketræf (det var for os, red.), at Tyskland kunne bygge på en tillidens kansler, da muligheden i 1989 viste sig for at åbne porten til den tyske genforening, siger Angela Merkel ved arrangementet i Tysklands Historiske Museum.

Ifølge tyske medier har Merkel længe været irriteret over, at Kohls forgænger, den 93-årige Helmut Schmidt, nyder stor respekt som "elder statesman", der ofte blander sig i tysk og europæisk politik med skarpe kommentarer og analyser.

Derfor har hun gjort meget ud af festen til ære for Kohl torsdag aften, hvor mange fremtrædende gæster såsom den tidligere EU-kommissionsformand og italienske regeringschef Romano Prodi er rejst til Berlin for at hylde genforeningskansleren.

- Vi er forenet i respekten for hans præstation, siger Merkel ifølge nyhedsbureauet dpa.

Den 82-årige Kohl har de senere år lidt under et skrantende helbred, men torsdag aften nyder han at være tilbage i rampelyset og hilse på de mange gæster fra sin kørestol.

- Europa må aldrig mere synke ned i krig. Vi skal fortsætte med Europas samling, siger Helmut Kohl i et forsvar for sit hjertensbarn - et fredeligt, forenet Europa.

Mange af talerne kalder aftenens hovedperson, der også hyldes med et særfrimærke, en visionær politiker, der forandrede Europa til det bedre.

Helmut Kohl var forbundskansler i 16 år, efter at han 1. oktober 1982 blev valgt til vesttysk forbundskansler, da de liberale skiftede side til fordel for Kohl, og Forbundsdagen væltede Helmut Schmidt ved en mistillidsafstemning.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.