Udland

Merkel vil støtte EU i flere hastigheder

Tysklands forbundskansler ønsker mere politisk union i EU og vil arbejde for det med villige partnere.

Merkel vil støtte EU i flere hastigheder

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, siger, at hun vil arbejde for en forstærket politisk union i Europa med de lande, som er interesserede. Uanset om det medfører et EU i flere hastigheder.

- Vi har brug for mere EU ... En budgetunion ... Og vi har først og fremmest brug for en politisk union, siger Merkel i en udtalelse til tysk tv forud for et møde med den britiske premierminister, David Cameron.

- Vi må skridt for skridt overgive beføjelser og ansvar til Europa, siger regeringslederen af EU's største økonomi.

Merkel, som er blevet stærkt kritiseret for at afvise den mindste ændring i den nuværende tyske kurs over for gældskrisen i eurozonen, siger, at der må være vilje til bevægelse frem mod en politisk union, selv om nogle lande ikke er parate til det endnu.

Merkel har i de seneste dage drøftet krisen med USA's præsident, Barack Obama, og med Italiens premierminister, Mario Monti.

Den britiske premierminister, David Cameron, der torsdag mødes med Merkel, opfordrer også EU-landene til at udarbejde en nødplan for at løse eurozone-krisen.

EU's ledere er under pres for at bringe den europæiske økonomi ud af den to år lange krise, når de mødes til topmøde i Bruxelles den 28. og 29. juni.

- Men ikke alle problemer kan blive løst ved det topmøde, siger Merkel, som håber, at der bliver vedtaget "en ramme" for en stærkere politisk union.

- Konsolideringer af budgettet og vækst er to sider af samme sag, understreger den tyske kansler og tilføjer:

- Hvert enkelt medlemsland må konfrontere dets egne svagheder, pointerer Merkel, som mødes med Cameron i Berlin.

Briterne er i en svær diplomatisk situation, da Londons råd om krisen ikke altid er velkomne, da briterne ikke er med i eurozonen.

/ritzau/AFP