Merkels alliance bløder stemmer til AfD ved tyske delstatsvalg

SPD er størst i Brandenburg, og CDU får sejr i Sachsen. Men Alternative für Deutschland snapper dem i hælene.

Andreas Kalbitz (i midten), der er AfD's topkandidat i Brandenburg, vinker fra scenen, efter at de første valgstedsmålinger søndag klokken 18 peger i retning af, at partiet får en pæn fremgang. Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix

Andreas Kalbitz (i midten), der er AfD's topkandidat i Brandenburg, vinker fra scenen, efter at de første valgstedsmålinger søndag klokken 18 peger i retning af, at partiet får en pæn fremgang. Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix

Højrefløjspartiet Alternative für Deutschland (AfD) går markant frem ved delstatsvalg i både Brandenburg og Sachsen.

I begge de to tyske delstater, hvor der var valg søndag, er det indvandringskritiske parti blevet næststørst. Det viser resultaterne, efter at alle valgsteder er blevet optalt.

Det er dog stadig det socialdemokratiske SPD, der er valgets vinder i Brandenburg, den delstat, der omkranser hovedstaden Berlin. Det viser den endelige optælling.

SPD har fået 26,2 procent af stemmerne. Det er dog en markant tilbagegang i forhold til de 31,9 procent, partiet fik ved valget for fem år siden. Det indvandringskritiske AfD har fået 23,5 procent.

I Sachsen viser resultaterne efter optællingen af alle valgkredse, at SPD får et noget nær katastrofalt resultat med 7,7 procent af stemmerne.

Det kristendemokratiske CDU vinder delstatsvalget i den østtyske delstat med over 32,1 procent af stemmerne, men går markant tilbage. Ved valget i 2014 fik CDU lidt over 39 procent.

AfD får 27,5 procent af stemmerne i Sachsen. Det er en stor fremgang i forhold til de 9,7 procent, partiet fik for fem år siden.

Valgresultatet kan gøre partiet De Grønne, som fik 8,6 procent af stemmerne, til kongemager i Sachsen. Her spekuleres der i en sort-rød-grøn såkaldt Kenya-koalition mellem CDU, SPD og De Grønne.

CDU og SPD er de to store partier i Tysklands føderale regering sammen med det mindre CSU.

Alternative für Deutschland har i valgkampen blandt andet fokuseret på de planlagte lukninger af kulminer i de tidligere kommunistiske delstater i øst.

Venstrefløjspartiet Linke bliver tredjestørst i Sachsen med 10,5 procent.

/ritzau/dpa

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.