EMNER

Merkels EU-hær sendt i skyttegraven

Berlin: Der skal absolut ikke oprettes nogen europæisk hær, lyder det fra Danmark og Irland, efter at Bild Zeitung har citeret Angela Merkel for netop dette ønske. Den tyske forbundskansler, Angela Merkels tanker om en Europa-hær blev i går mødt med vantro af flere europæiske stats- og regeringschefer, deriblandt Anders Fogh Rasmussen (V). - Jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig noget sådant, lød reaktionen fra Fogh. Samme toner kommer fra det militært neutrale Irland. - EU skal ikke have nogen hær. Vi har skabt kampgrupperne, og det må være nok i en generation, sagde premierminister Bertie Ahern. Mål på langt sigt I et interview bragt fredag af den tyske boulevardgigant Bild blev Merkel citeret for, at “vi må se at komme nærmere hen imod en europæisk hær”. Hendes talsmand Ulrich Wilhelm understregede senere, at der er tale om en målsætning på langt sigt. EU søger i disse år at samle mindre og letbevægelige kampgrupper, der kan rykke ud til krisepunkter rundt omkring i verden. /ritzau/