Kristendom

Messe for de døde

Vi tænder lys for de døde, en bedekrans er ved at dukke op i dansk folkekirketradition - og nu bliver også sorgen håndgribelig

"De dødes minde" hedder en særlig gudstjeneste, som skal finde sted for tredje gang på søndag i den ene af Vejgaards to kirker, den røde murstenskirke i den gamle bydel. En særlig gudstjeneste for folk, som sørger over og lever med savnet af en kær, som er død, og som har lyst til og brug for et mere både håndgribeligt og sanseligt udtryk end det at sætte blomster på en grav - den eneste handlemulighed, de fleste har. - Og til forskel fra Allehelgens gudstjenesten, hvor man mindes dem, der er døde i årets løb, sætter vi ikke årstal på den enkeltes sorg og savn, siger de to Vejgaard-præster, Malene Bendtsen og Thomas Jakobsen, som samarbejder om den nye gudstjenesteform. Vores udgangspunkt er den samhørighed mellem levende og døde, som omfattes af det kristne fællesskab for alle døbte, og fordi al sorg udspringer af kærlighed - af, at vi har elsket - er sorgen jo en stor følelse, som man ikke blot kan affeje og afskaffe på en bestemt tid, og det skal der være rum for. Præsterne ved, siger de, både fra sig selv og fra sjælesorgssamtaler, de har haft med mennesker i sorg, at man sagtens kan savne en, som måske døde for mange, mange år siden. - Og den slags følelser har vi ikke nogen konkret religiøs praksis for. Det er det, vi gerne vil have med, siger de. Inspiration Det var to forskellige oplevelser, der satte tanker i gang hos de to kolleger: At Malene Bendtsens søster faktisk havde følt sig misundelig over ikke at have samme mulighed, da en polskfødt, katolsk kvinde fortalte om, at hun skulle hjem til Polen for at købe en sjælemesse for sin nyligt afdøde far. Og en scene i den nye Luther-film, som gjorde grin med den katolske kirkes afladshandel på den tid, som - firkantet sagt - tildels gik ud på, at man på sine døde slægtninges vegne kunne købe sig til andel i kirkens overskud af gode gerninger. - Vi blev forargede over, at filmen også gjorde grin med de ulykkelige mennesker, som gerne ville gøre noget for de døde, fortæller præsterne. Og tør godt rokke ved den udbredte folkelige, kristne forestilling om, at når først de døde er døde, så er de hos Gud og har det godt. - Men det ved vi jo ikke, minder præsterne om. Og vi lover det jo heller ikke. Vi taler om engang efter dommedag. Reelt ved vi jo ikke, om de døde er lige så ulykkelige over adskillelsen, som vi er, og om de virkelig har brug for forbøn. Godt modtaget At Vejgaard-præsterne måske med den påstand kan ryste en stor del af de folkekirkekristne danskere, er ikke ensbetydende med, at deres gudstjenesteform er i karambolage også med selve den evangelisk-lutherske folkekirke – og tilsyneladende er de det i hvert fald slet ikke med folks behov for en religiøs praksis, som er mere håndgribelig end den, folkekirken i nogle århundreder har haft tradition for. - Der er et sted, hvor Luther siger til præsterne, at de bør erstatte sjælemesserne med forbøn for de afdøde, forklarer de sig. Og foreløbig to afviklede gudstjenester med De dødes Minde som mellemspil tyder på, at behovet faktisk findes: Godt 30 sognebørn er mødt op til begge gudstjenester – fordelt anden gang med ca. halvdelen som gengangere og de øvrige som nye i denne særlige sammenhæng. Ikke en sygdom - Det er ikke vores mening at fastholde nogen i sorgen, siger Malene Bendtsen og Thomas Jakobsen, og vi vil heller ikke tage sorgen og savnet fra folk. Før det første kan man heller ikke det, men for det andet er vores tilbud tværtimod tænkt som en understregning af, at sorg ikke er en sygdom, og at den kan indeholde mange forskellige og modsatrettede følelser, som alle er forståelige og naturlige – forladthed og ensomhed men ogå vrede, f.eks. mod den døde eller mod Gud. Og samtidig vil vi gerne imødekomme den kendsgerning, at vi ikke alle sammen kommer over vores sorg i samme tempo. De dødes Minde kan måske være et fristed for dem, hvis venner og familie er ved at være lidt trætte af at høre mere, og som synes, at nu må de også tage sig sammen og komme videre med deres liv…