Messe for handi- cappede

Store forventninger til den første handicapmesse i Frederikshavn

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Næstformand i handicaprådet, Kurt Nielsen, roser socialforvaltningen for et godt samarbejde. Foto: Carl Th. Poulsen

FREDERIKSHAVN:Weekendens handicapmesse i Det Musiske Hus i Frederikshavn er blot et skridt på vejen til at skabe bedre forhold for de handicappede i kommunen. Så enkelt kan budskabet skæres ud, og selv om messens formål og hensigt var formuleret lidt anderledes, så lå det i luften, at ambitionerne er store. Brugere, pårørende, personale, organisationer og politikere er inviteret til messe, hvor de besøgende blandt andet kan finde 20 udstillere - lige fra Dansk Blindesamfund til HjerneSagen - alle er repræsenteret med en stand. Borgmester Erik Sørensen (S) åbnede messen, og han understregede vigtigheden af, at politikere og embedsfolk er lydhøre over for de handicappede. Kurt Nielsen er næstformand i handicaprådet, der står bag messen, og han har tidligere kæmpet mange kampe mod det kommunale system. Han konstaterer, at den to år gamle Frederikshavn Kommune gør et godt stykke arbejde på handicapområdet. - Socialforvaltningen er meget lydhøre, og handicaprådet bliver spurgt til råds i rigtig mange sager. Så indtil videre har samarbejdet været godt, siger Kurt Nielsen, der er klar med den næste store udfordring. De næste par år handler det om at få gjort tilgængeligheden i kommunens tre største byer bedre, så handicappede får nemmere ved at færdes i bybilledet. Det skal blandt andet ske via et samarbejde med butikkerne. Lørdagen bød også på en konference, hvor kommunens handicappolitik blev drøftet, og handicapmessen fortsætter i dag med blandt andre medlem af Folketingets socialudvalg Marianne Jelved.