Messeresultat bedre end ventet

Trods færre gæster i Trekroner Landsbycenter gav messe et større overskud

Trekroner 30. september 2002 08:00

TREKRONER: Der er grund til glæde blandt arrangørerne af årets messe i Trekroner Landsbycenter. Den gav nemlig et noget bedre resultat end forventet. Faktisk er der tale om et større overskud end ved den første messe i centret for to år siden, selvom der dengang var flere gæster. Halinspektør Jan Würtz fortæller, at der manglede godt og 400 gæster i forhold til 2000-messen. I år var der mellem 1500 og 1600. Men disse gæster har til gengæld været bedre kunder i cafeteriet og tombolaen. Sammen med en lidt højere standleje giver det så store indtægter, at overskuddet bliver omkring 40.000 kroner mod godt 35.000 kroner sidste gang. - Det havde pyntet med flere gæster. Men vi havde hårde odds i år. Og det ser ikke så galt ud som frygtet, siger Jan Würtz. De hårde odds, han taler om, er blandt andet konkurrence fra koncerten i Gl. Vrå med Jean Michel Jarre, ligesom der var flere lokale fester. På messens anden dag var vejret godt, så mange har formentlig foretrukket at gå i haven. I sidste uge fik bagmændene fra landsbycentret og Idrætsforeningen TIF98 evalueret 2002-messen. - Vi har fået god evalueringer fra udstillerne, og vi føler, at vi gjorde, hvad vi kunne. Vi er slet ikke blevet skræmt, siger Jan Würtz. Det ligger fast, at der skal være messe igen om to år. Der skal rettes enkelte ting som standene, der skal værre større. - Vi har også snakket om underholdningen. I år var det sangerinden Tina Siel, der skulle trække folk til. Men det var nok lidt svært for en kunstner i den prisklasse at tjene sig selv hjem, siger Jan Würtz. Arrangørerne vil derfor finde på noget andet. Det kunne eksempelvis være et tilbud om frokost og musik. Halbestyrelsen samt TIF98-bestyrelsen skal nu komme med ønsker til, hvordan overskuddet fra messen skal bruges. Jan Würtz ser personligt gerne, at pengene kommer brugerne til gode. - Det er dem, der har ydet et frivilligt arbejde på messen, og mange er også kommet og har brugt penge i løbet af de to dage, siger halinspektøren.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...